Trods styrt: Motionscykelløb blev en stor succes

Det udsolgte Bornholm Rundt på Cykel havde problemer med styrt og ventetider undervejs. Alligevel står arrangørerne tilbage med en god mavefornemmelse.

Mens Jonas Vingegaard og Mads Pedersen cykler rundt nede i Spanien, blev der søndag kørt et noget anderledes løb på Bornholm.

Det var nemlig blevet tid til årets udgave af motionscykelløbet Bornholm Rundt på Cykel.

Og i modsætning til de professionelle løb er elcykler ‘fair game’ under det bornholmske løb.

‘Det handler ikke om at vinde, men om at være med’ er nemlig et udtryk, der tages bogstaveligt af Viking Atletik, som arrangerer løbet.

Der er ingen tidtagning, ingen rekorder og ingen vindere eller tabere. Alle jernheste er velkomne – hvad end det er racercykler, damecykler eller fixie-cykler.

Det handler i langt højere grad om at få en hyggelig søndagstur og nyde solskinsøens smukke natur.

Udvider og forbedrer

Den afslappede tilgang tiltrækker mange cykelentusiaster i forskellige afstøbninger.

I år kunne man således melde udsolgt af de 2000 billetter allerede i marts måned. Det samme var tilfældet i 2024, hvor der dog kun var sat 1750 billetter til salg.

Som arrangørerne er vant til, var det dog ikke alle tilmeldte, der endte med at stille til start. Til gengæld blev det ifølge TV 2 Bornholm til et flot fremmøde på 1820 motionscyklister.

Ifølge løbets hjemmeside har arrangørerne modtaget ‘ufatteligt mange positive tilkendegivelser’ fra de mange tilmeldte oven på løbets afvikling.

Man indrømmer dog i samme ombæring, at der er et par punkter, hvor man vil stramme kæden endnu mere til næste år.

Store grupper med for mange hurtige ryttere resulterede i styrt undervejs.

Det lover arrangørerne at rette op på til næste år, hvor man ønsker endnu flere deltagere, men færre ryttere per gruppe.

I samme ombæring lover de ligeledes at gøre noget ved ventetiderne i målområdet.

Søndag var anden gang inden for to uger, at der var cykelfest på Bornholm. Solskinsøen var nemlig vært for 1. etape af årets PostNord Danmark Rundt.

Jonas Vingegaards hold, Team Visma-Lease a Bike, blev søndag aften udsat for et voldsomt tyveri. Det kan i værste fald få store sportslige konsekvenser for holdet.