Bandet, der i 90’erne revolutionerede den elektroniske og alternative scene med en ny lyd, vender tilbage til Danmark med et kæmpe show.
Juni 2026 bliver noget af en måned for danske musikelskere med en forkærlighed for den mørke og atmosfæriske triphop, der havde sin storhedstid i 90’erne.
Tilbage i december blev det nemlig annonceret, at en af genrens absolut største ikoner, Tricky, indtager Store Vega den 20. juni.
Og nu kan bandet, som Tricky i sin tid var med til at stifte, også melde deres ankomst til Danmark.
Bandet, der egentlig ser sig selv mest som et kollektiv, lægger vejen forbi Royal Arena den 1. juni 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bygget på samarbejde
Når Massive Attack indtager Royal Arena bliver det officielt i form af en duo bestående af Robert ‘3D’ Del Naja og Grant ‘Daddy G’ Marshall.
De var begge med til at stifte det legendariske triphop-band tilbage i 1988 sammen med Andrew ‘Mushroom’ Vowles og førnævnte Adrian ‘Tricky’ Thaws.
De to sidstnævnte forlod Massive Attack i henholdsvis 1999 og 1995 – om end Tricky kortvarigt gjorde comeback i 2016.
Det ville dog være en anelse misvisende at påstå, at bandet kun bestod af fire medlemmer, da besætningen var størst.
Gennem Massive Attacks levetid har medlemmerne nemlig afvist band-kategoriseringen og foretrukket at kalde sig selv for et kollektiv.
De faste medlemmer har nemlig haft en lang række samarbejdspartnere inden for både musik, film, kunst og politisk aktivisme.
Nogle samarbejdspartnere som sangeren Horace Andy og live-medlemmet Deborah Miller har sågar været en del af Massive Attack-sfæren siden debutalbummet.
Lagde grundlaget for ny genre
Netop debutalbummet ‘Blue Lines’ fra 1991 blev en milepæl i britisk musikhistorie og er generelt anset som det første rigtige triphop-album.
Massive Attack lagde grundlaget for den nye psykedeliske genre, der med udgangspunkt i den elektroniske musik bød på tunge breakbeats og en tilgang til sampling, der primært var kendt fra hiphoppens verden.
Mens debuten var et gennembrud for både Massive Attack og triphoppen som genre, kom det kommercielle og anmeldermæssige højdepunkt i manges øjne i 1998.
Her udgav bandet deres tredje plade, ‘Mezzanine’, der gik nummer ét i en række lande – heriblandt i Storbritannien, Australien og på den europæiske albumhitliste.
Albummet blev dengang rost til skyerne, og dets status som et af de bedste album nogensinde er blot blevet styrket i de snart 30 år, der er gået siden.
Vender tilbage efter anmelderrost festivalkoncert
Massive Attack har ikke udgivet en ny plade siden 2010’s ‘Heligoland’, men på live-fronten står 3D, Daddy G og diverse live-medlemmer fortsat utroligt stærkt.
Det fik de danske fans at mærke på egen krop, da bandet senest besøgte Danmark i 2024.
Her fik deres koncert på NorthSide blandt andet seks stjerner fra Soundvenue.
Den 1. juni kan du igen opleve triphop-pionererne live, når de indtager Royal Arena med deres altid imponerende shows, der byder på både musik og sceneshow i verdensklasse.
Billetsalget starter fredag den 27. februar klokken 10.
