Elvira Kuitse skal afløse Aki-Matilda Høegh-Dam i Folketinget, mens hun prioriterer arbejde i Grønland.
Torsdag har Folketinget vedtaget, at Elvira Kuitse fra partiet Naleraq fra på fredag kommer til at vikariere for partifællen Aki-Matilda Høegh-Dam i den kommende tid, hvor Høegh-Dam har valgt at søge orlov.
Det sker, fordi hun vil prioritere arbejdet i efterårssamlingen i det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Elvira Kuitse er egentlig kun tredjesuppleant for Aki-Matilda Høegh-Dam. Ved folketingsvalget i 2022 stillede Elvira Kuitse ligeledes op for Siumut, men begge er siden skiftet til Naleraq.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Førstesuppleanten, Markus E. Olsen, bekræftede tidligere i september, at han ikke ville komme til at vikariere, som han ellers gjorde i 14 dage i 2023, da Aki-Matilda Høegh-Dam havde en kortvarig orlov.
Årsagen er, at Markus E. Olsen er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse.
Dommen i Grønlands Landsret var en stadfæstelse af en afgørelse fra Qeqqa Kredsret fra februar.
Dommen har haft indflydelse på hans beslutning om at takke nej til pladsen i Folketinget.
– Jeg har valgt ikke at træde til som stedfortræder, da jeg mener, det er det mest ansvarlige i lyset af sagens forløb og dommen i landsretten, har han meddelt til Altinget.
Andensuppleanten, Karina Zeeb, har heller ikke taget imod tilbuddet om at afløse Aki-Matilda Høegh-Dam.
Derfor bliver det altså Elvira Kuitse, der bliver vikar.
Aki-Matilda Høegh-Dam blev ved folketingsvalgene i 2019 og 2022 valgt ind i Folketinget, da hun stadig var medlem af Siumut.
I februar i år meddelte hun imidlertid, at hun skiftede til partiet Naleraq, der arbejder for grønlandsk selvstændighed fra rigsfællesskabet i et hurtigere tempo, end andre grønlandske partier gør.
I marts blev Aki-Matilda Høegh-Dam så valgt ind i Inatsisartut for Naleraq, der som det eneste parti ikke er med i den grønlandske regering.
/ritzau/
Regering vil skærpe konkurrence om priser på benzin og diesel