Tre dræbt i arbejdsulykke: Rystende udvikling i sagen

Tre personer blev dræbt i en arbejdsulykke. Nu er der rystende nyheder i sagen, viser en aktindsigt

Flemløse Biogasanlæg på Fyn har fået to påbud af Arbejdstilsynet, efter en arbejdsulykke i november hvor tre mænd omkom.

Det viser en aktindsigt ifølge TV 2 Fyn.

Foruden de tre mænd, der mistede livet, kom flere til skade, da ti medarbejdere styrtede gennem en betonkonstruktion, som var ved at blive bygget i toppen af en silo.

Flemløse Biogas havde ikke anmeldt arbejdet til Arbejdstilsynet, hvilket er i strid med arbejdsmiljøregler, skriver TV 2 Fyn. Samtidig var der ikke en sikkerhedsorganisation på byggepladsen, som levede op til loven.

Anlægget skal anmelde, at der foregår et arbejde, når det overstiger 500 mandedage, oplyser Arbejdstilsynet til mediet.

Når der er to arbejdsgivere og mindst ti personer på byggepladsen, skal der desuden laves en plan for sikkerheden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billederne i artiklen er fra timerne efter sammenstyrtningen

Over for TV 2 Fyn afviser Flemløse Biogas’ direktør at kommentere påbuddene.

“Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det er en byggeleder, der har styret byggeriet for mig. Og det er noget, han har styret med den tyske entreprenør. Så snart jeg har fået et overblik over, hvorfor ulykken er sket, vil jeg udtale mig om det,” siger direktøren, Kurt Poulsen.

Ulykken den 26. november skete, fordi støbeformen til et tag var ustabil. Den kollapsede, og taget faldt ned. En af de ansatte på byggepladsen faldt 25 meter ned. Det fremgik af delafgørelser fra Arbejdstilsynet, som Ritzau i december fik aktindsigt i.

Flemløse Biogas ligger nær Glamsbjerg på Fyn. Da ulykken skete, var der ti personer, som arbejdede på og ved taget på siloen.

Tre af dem omkom, mens seks personer blev kvæstet, og en person slap uskadt fra hændelsen. De dræbte og tilskadekomne var ansatte, der kom fra Rumænien, Polen og Belgien.