En 23-årig kvinde har natten til søndag på Roskilde Festival været udsat for så hårdhændet en forbrydelse, at hun mistede bevidstheden. Politiet er nu gået ind i sagen og jagter to gerningsmænd
En 23-årig kvinde er blevet bragt tik hospitalet efter en voldsom forbrydelse på Roskilde Festival.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi søndag morgen.
I forbindelse med sagen er politikredsen nu på jagt efter to personer, som kvinden har fortalt har deltaget.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var natten til søndag klokken 00.49, at den 23-årig kvinde blev fundet i sit telt af sine venner, der samtidig anmeldte sagen til politiet.
Ifølge kvindens egen forklaring, var hun kort forinden taget alene tilbage til sin camp og var gået ind i sit telt.
“Da hun kommer ind i teltet, står der to personer, der udsætter hende for vold.”
“Hun bliver slået med noget hårdt. Det er så hårdt, at hun mister bevidstheden,” fortæller pressemedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Frederikke Borg Højfeldt til Ritzaus Bureau.
Ifølge politikredsen mister kvinden bevidstheden flere gange under overfaldet, men det er uklart, hvor længe hun ikke har været ved bevidsthed.
Kvinden er ikke kommet alvorligt til skade, men hun er altså bragt til behandling på hospitalet.
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner, der kan have set noget af interesse.
Det pågældende telt var placeret i et område på Roskilde Festival, der bliver kaldt G62,
Den 23-årig kvinde har ifølge politiet ikke kunne give et signalement af gerningsmændene, fordi hun mistede bevidstheden.
Ifølge anmeldelsen er der ikke blevet begået andre forbrydelser end vold.
Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.
Det har været en weekend på Roskilde Festival med flere uhyggelige anmeldelser fra unge kvinder.
Natten til lørdag anmeldte to kvinder i to forskellige sager, at de var blevet voldtaget.
Den ene voldtægt skete ifølge politiet på et toilet nær Orange Scene, mens det andet skete i et telt.
Ved sidstnævnte er en 17-årig dreng blevet anholdt, mens politiet endnu ikke er skredet til anholdelse af en gerningsmand i førstnævnte.
Mandag aften anmeldte en 17-årig pige også, at hun var blevet voldtaget i et telt, hvor to mænd var til stede.
Her er en 25-årig mand og en 24-årig mand blevet anholdt og sigtet.


