Både lørdag og søndag skal det første danske World Tour løb nogensinde finde sted, når rytterne triller ud på de danske landeveje til Copenhagen Sprint.
Dette bliver en festdag for mange, men det kommer også til at skabe en masse trafikale udfordringer.
Løbet får nemlig historisk stor betydning for bustrafikken.
Det nye cykelløb Copenhagen Sprint kaster trafikselskabet Movia ud i virksomhedens største trafikale omlægning nogensinde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det vil næsten med sikkerhed betyde forlænget rejsetid lørdag den 21. juni og søndag den 22. juni, når henholsvis damerne og herrerne skal prøve kræfter med hinanden på de danske landeveje.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
‘Det er en kæmpe udfordring, vi står overfor, men vi har erfaring med store omlægninger’.
‘Vi indsætter både guider, der kan hjælpe passagererne videre, og øger trafikinformationen. Så selv om det er en stor opgave, så er vi godt forberedt’, siger direktør for kunder og kommunikation Stine Sander.
83 buslinjer i ti byer på Sjælland berøres. Det gælder blandt andet 5C i København.
De oplyser ydermere, at enkelte afgange vil være aflyst, mens nogle bustoppesteder vil være midlertidigt lukket.
Det vil for eksempel hverken være muligt at stige af og på ved Rådhuspladsen eller Nørreport Station.