Motorvej spærres nu i fire timer: Kvinde svæver mellem liv og død

Alle motorvejsspor er i forbindelse med en alvorlig færdselsulykke blevet afspærret. Trafikal kaos og forsinkelser rammer bilister i den travle aftentrafik, mens en person er i livsfare

OPDATERING: Motorvejen vil være lukket de næste fire timer, lyder det.

Et hav af bilister må søndag aften væbne sig med tålmodighed og slå koldt vand i blodet, efter en færdselsulykke på en travl motorvejsstrækning har skabt store forsinkelser.

Billeder fra stedet indikerer, at en enkelt personbil har været involveret i ulykken, som altså nu har spærret hele motorvejen.

Den totale afspærring sker, da en lægehelikopter til en kritisk tilskadekommen kvinde netop er landet på vejbanen.

Indtil da har kvinden modtaget lægehjælp på motorvejen og i ambulance, oplyser Presse-fotos.dks udsendte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses den forulykkede bil kort før, at lægehelikopteren lander – se flere billeder nederst

Færdselsulykken er sket på Holbækmotorvejen i østgående retning mellem <13> Ringstedvej og <12> Roskilde S.

Vejdirektoratet oplyser, at bilister klokken 18.00 møder køen allerede ved Svogerslev. Det betyder, at køen i skrivende stund strækker sig omkring seks til otte kilometer.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at der umiddelbart har været to personer til stede i den forulykkede personbil.

“Den mandlige fører ser uskadt ud, mens den kvindelige passager netop er lagt ind i lægehelikopteren,” siger vores udsendte.

Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Michael Hymøller har passageren været meldt fastklemt. Samtidig bekræfter han, at hun er i kritisk tilstand.

Ulykken er umiddelbart sket, fordi føreren har mistet herredømmet over bilen.

‘Vejen er helt spærret. Kør fra senest ved <14> Roskilde V og find alternativ rute. Vi forventer der igen er spor åbent ved 19 tiden,’ oplyser Vejdirektoratet.

OPDATERING:

Midt- og Vestsjællands Politi har netop skrevet følgende på det sociale medie X:

‘Opdatering vedr. færdselsuheldet på Holbækmotorvejen. Seneste melding fra uheldsstedet går på, at motorvejen vil være spærret de næste 4 timer, hvor der måske på sigt vil kunne åbnes op i 3. vognbane. Redningsberedskaberne arbejder på højtryk.’

OPDATERING:

Politiet deler nu nye oplysninger om sagen og om kvindens tilstand. Læs opdateringen her.

Presse-fotos.dk følger sagen …