Torturoffer svinebundet og mishandlet i dansk villakvarter

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Kidnappet, bundet og mishandlet med torturagtig vold i total forsvarsløs tilstand med flere skader til følge. Det mareridt gennemgik et offer i mere end tyve timer ifølge sigtelsen mod to af de mænd, der menes at stå bag de voldsomme hændelser i et dansk villakvarter. Mændene har angiveligt forbindelser til den serbiske mafia.

Med en pistol mod hovedet og en kniv rettet mod halsen startede et decideret kidnapningsmareridt for at sagesløst offer, der blev taget til fange i et villakvarter og senere på en anden adresse den 19. februar i år.

De forfærdelige hændelser skulle være startet klokken 17 med bortførslen, hvorefter offeret blev spændt fast til en stol med strips. Dernæst regnede det ned over det mandlige offer med utallige slag og spark mod både hovedet og kroppen.

Sådan lyder bare nogle af de brutale detaljer ifølge sigtelsen mod de to unge mænd, der menes at stå bag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Det skriver Ekstra Bladet, der onsdag var til stede i dommervagten ved Vestre Fængsel, hvor de to mænd blev afhørt og efterfølgende varetægtsfængslet.

Mændene, der er henholdsvis 21 og 24 år, er sigtet for langvarig kidnapning og torturagtig vold med slag og spark mod offeret, der skulle være blevet svinebundet under forbrydelserne, skriver mediet.

Ifølge Ekstra Bladet fremstod de to sigtede mænd, der menes at have forbindelser til den serbiske mafia, helt forskelligt i dommervagten.

Den ene beskrives som havende langt hår, værende spinkel og klædt i ‘småsjusket’ tøj, hvorimod den anden mand skulle have stået skarpt, været muskuløs og med kortklippet hår.

Mændene er sigtet for i forening og efter fælles planlægning med to andre at have stået bag tilfangetagelsen af manden i en villa i Vanløse i februar.

Mere end tyve timers mareridt

Fem timer efter offeret blev bortført, blev han ført ud i en bil og kørt til Dronningmølle. Her blev han igen fikseret med strips og fik gaffatape over hele ansigtet, beskrives det ifølge Ekstra Bladet i den fælles sigtelse mod mændene.

Herefter skulle torturofferet være blevet slået i ansigtet med en pistol, hvilket knuste flere af hans tænder, mens han også blev truet på livet.

Samtidig skulle en kniv igen være blevet rettet mod hans hals.

Først klokken 13.30 dagen derpå, efter mere end tyve timers tortur, lykkedes det gidslet at slippe fri.

Herefter blev to mænd på henholdsvis 23 og 29 år anholdt og ført væk fra stedet i DNA-dragter, blot få timer efter de grufulde hændelser.

De to mænd menes at være serbernes kumpaner.

Kumpanerne er fortsat varetægtsfængslet i kidnapningssagen, skriver Ekstra Bladet.

Nægter sig skyldige

De to sigtede serbere blev anholdt i tirsdags under en større aktion iværksat af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Målet for aktionen skulle ifølge Ekstra Bladet have været en formodet narkoliga med rødder i Serbien.

Ingen af de to mænd skulle dog umiddelbart have direkte tråde til mulig distribution af kokain og amfetamin.

Begge mænd nægter sig skyldige og ingen af dem ønskede at udtale sig i dommervagten.

Det menes, at de to serbere skulle have begået forholdene med to potentielle samarbejdspartnere.

Begge mænd blev varetægtsfængslet i 21 dage ved retsmødet, der foregik bag lukkede døre.

Annonce

Annonce