Topholdet Hvidovre sejrer i 1. division: Nu er der ni point ned

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Hvidovre har endnu til gode at tabe i denne sæson. Mandag aften blev det til en 3-0-sejr over Aarhus Fremad.

Efter to uafgjorte kampe i træk kom topholdet Hvidovre IF tilbage på sejrssporet i 1. division, da Aarhus Fremad mandag aften blev slået 3-0.

Dermed fastholdt Martin Retovs tropper den ubesejrede stil på duksepladsen i landets næstbedste fodboldrække.

Donovan Bagou, der kom til fra HIK i 2. division i sommerpausen, havde igen en stor aktie i Hvidovres sejr. Den eksplosive angriber scorede to gange og har efterhånden udviklet sig til en af 1. divisions store profiler.

Med Bagou i front har Hvidovre efter 14 kampe samlet 32 point sammen og fører med fem point ned til Vejle Boldklub. Der er ni point ned til FC Fredericia, som er første hold uden for oprykning.

I et ellers indtil videre succesfuldt efterår har der i de seneste runder været en lille snert af grus i maskineriet i Hvidovre med to uafgjorte kampe i træk, men det så ikke ud til at sidde i de rødklædte i mandagens hjemmeopgør.

Allerede efter mindre end et kvarter kom Hvidovre i front, og det var selvfølgelig ved Donovan Bagou.

Den 22-årige angriber leverede et par finurlige træk, inden han klappede bolden i kassen ved den fjerne målstolpe.

Ti minutter før pausen var det så Louka Prips tur til at vise skarphed. Prip blev spillet fri på kanten af offside i det aarhusianske felt, hvor han vendte rundt og smækkede læderet i kassen.

Hvidovre havde styr på begivenhederne. Godt nok havde Aarhus Fremad bolden meget, men gæsterne var sjældent farlige.

I stedet var varme Bagou på pletten igen i anden halvleg. Angriberen opsnappede bolden på kanten af feltet og sparkede den knastørt i nettet.

Det var det 9. sæsonmål i 14 kampe i 1. division for Bagou.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce