En stor mængde dåser med nikotinposer blev fundet i en stikprøve af toldvæsenet i et pakkecenter i København.
Toldvæsenet har fundet og beslaglagt 16.000 dåser med nikotinposer i et pakkecenter i København.
Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Dåserne blev fundet ved en stikprøve. De var blevet forsøgt gemt i flere pakker, skriver Skatteministeriet.
Sagen er nu overdraget til Skattestyrelsen, der skal vurdere, om der skal foretages en politianmeldelse.
Styrelsen forventer, at den manglende betaling af nikotinafgift på nikotinposerne udgør cirka 300.000 kroner. Der kan dertil også komme en eventuel bøde.
Det er ikke første gang, myndighederne har fundet nikotinposer i pakkeposten.
I begyndelsen af 2024 beslaglade Skattestyrelsen i løbet af en måned 4500 pakker med nikotinprodukter til danske forbrugere – pakker, der ikke var blevet betalt afgift af, fremgår det af styrelsens hjemmeside.
Det svarede til cirka 90.000 dåser.
Der har været afgift på nikotinposer i Danmark siden 1. oktober 2022. Her blev den fastsat til 5,5 øre per milligram nikotin.
Fra den 1. juni 2024 blev afgiften forhøjet til 10 øre per milligram nikotin.
Det har siden 2021 været forbudt at markedsføre det lignende produkt snus i Danmark.
Forskellen på snus og nikotinposer er, at nikotinposer ikke indeholder tobak.
Cirka 14 procent af unge mellem 15 og 29 år bruger nikotinposer eller andre røgfrie nikotinprodukter.
/ritzau/