Der kører torsdag færre tog på enkelte strækninger på Sjælland, skriver DSB på sin hjemmeside.
Der er torsdag fortsat ændringer i togdriften på Sjælland.
Ændringerne skyldes de to nedrevne køreledninger, som tirsdag satte stort set alle tog øst for Odense ud af drift.
Det fremgår af DSB’s hjemmeside.
På flere sjællandske strækninger kører der derfor færre tog hele torsdag.
Mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård kører der to tog i timen, samt et supplerende tog i myldretidstimerne.
Der kører to tog i timen mellem Holbæk og Københavns Hovedbanegård, og på strækningen mellem Næstved, Ringsted og Københavns Hovedbanegård kører der to tog i timen.
InterCity- og InterCityLyntog kører som normalt, skriver DSB på sin hjemmeside.
Tidligere har DSB oplyst, at togdriften torsdag kører med 80 procent.
Fra fredag forventer DSB, at togene kører som normalt.
Banedanmark oplyser torsdag morgen til TV 2 News, at man allerede fra torsdag er klar til at køre med normal drift igen.
Det er dog ikke muligt, eftersom over 30 togsæt tirsdag blev beskadiget på strømaftageren, som også kaldes pantografen. De togsæt er kørt på værksted, hvor de nu skal repareres.
Problemerne med togdriften begyndte tirsdag, da en køreledning faldt ned over en strækning på 400 meter mellem Ringsted og Køge Nord.
Om eftermiddagen lød det så, at endnu en køreledning var faldet ned ved Københavns Hovedbanegård.
Det fik Banedanmark til at standse al trafik med eltog øst for Odense.
Banedanmark antager, at en fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland betød, at togenes strømaftager blev ramt, når toget kørte forbi anlægget.
Det medførte de nedrevne køreledninger senere på turen, formoder Banedanmark.
Tirsdag førte det til, at stort set alle tog øst for Odense holdt stille. Tusindvis af togpassagerer blev ramt af forsinkelser.
Arbejdet med at udbedre de nedrevne køreledninger blev afsluttet onsdag, og togtrafikken kørte med omkring halvdelen af de tog, der normalt indgår i driften på Sjælland.
/ritzau/

