Ifølge retsdokumenter pressede faren den psykisk syge barnemorder til at trappe sin medicin ud.
En toårig dreng mistede livet, da hans 32-årige psykisk syge bror kastede ham ud fra syvende etage.
Moderen skreg i panik over hele boligblokken, men den lille dreng døde på stedet.
Tragedien rammer en somalisk storfamilie, der allerede i 2014 mistede deres mor til den samme mands vold.
Gerningsmanden havde dengang fået en behandlingsdom, men blev løsladt efter vurdering af læger og Kriminalforsorgen, som mente, at hans skizofreni var under kontrol med antipsykotisk medicin.
Nu afslører retsdokumenter fra Retten i Glostrup, at faderen har blandet sig i behandlingen af gerningsmanden, der er paranoid skizofren.
Det skriver B.T.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En psykiatrisk vurdering fra 2019 beskriver, at gerningsmanden følte et stort pres fra faderen til at trappe ud af medicinen, hvilket kan have svækket hans psykiske stabilitet. Hvorvidt dette direkte førte til drabet på den toårige, er uvist.
Under grundlovsforhøret dagen efter drabet blev det besluttet, at gerningsmanden skulle mentalundersøges hurtigt på grund af sin tilstand.
Ifølge klinisk professor og psykiater Merete Nordentoft fra Københavns Universitet er medicinen altafgørende:
‘Den antipsykotiske medicin har afgørende betydning i den slags sager om personfarlig kriminalitet. Det grundlæggende princip er, at det skal forhindre tilbagefald, og under en behandlingsdom er det en betingelse, at man følger behandlingen, hvis man vil være ude i det fri,’ siger hun.
Merete Nordentoft, der kender sagen om drabet på den toårige fra medierne, understreger, at man skal forstå den psykotiske patients logik for også at forstå, hvor vigtig medicinen er.
‘Har man en psykose, står man over for en fjende, der ikke eksisterer. Den psykotiske opfatter sit eget angreb som nødværge,’ siger hun.
Ifølge Merete Nordentoft er det derfor helt essentielt, at medicineringen er kontinuerlig i sager, hvor paranoid skizofreni kan føre til eksempelvis drab, og at familien bakker op.
‘Det er tale om livreddende behandling,’ siger hun.
Gerningsmanden har tidligere begået flere voldshandlinger, herunder mord på moderen i 2014, samt gaderøverier og vold. Retsdokumenter fremhæver, at medicinsvigt var en væsentlig faktor i hans tidligere kriminalitet.
Op til drabet på sin mor havde han ‘kommanderende stemmer, hvor han mente, at onde ånder pålagde ham at dræbe,’ fremgår det.
Ifølge retsdokumenter var gerningsmanden også under pres for at indgå et arrangeret ægteskab. Mens han stadig afsonede sin behandlingsdom i 2023, blev han muslimsk gift med en kvinde fra Marokko.
Faderen afviser, at han skulle have presset sønnen til at stoppe medicinen, og hverken gerningsmandens advokat eller familien har yderligere kommentarer.