To tigere slippes løs i Københavns Zoo

Københavns Zoo oplyser torsdag i en pressemeddelelse, at to tigerunger langt om længe vil blive sluppet løs. Det sker i forbindelse med, at en af ungerne har fået en skade

Dyrepasserne opdagede skaden, da ungen begyndte at halte. En CT-scanning viste, at der var tale om en ufarlig muskelsprængning.

– Skaden er formentlig opstået som følge af, at forpoten er blev bøjet bagover i forbindelse med et uheldigt hop, fortæller dyrepasser Zaco Sonne i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses den ene tigerunge – Foto: Københavns Zoo

To tigerunger fra Zoologisk Have i København er for første gang blevet lukket ud i deres udendørs anlæg.

Det oplyser den zoologiske have torsdag i en pressemeddelelse.

Ungerne blev født i sommer og er næsten tre måneder gamle. En skade på benet hos den ene har hidtil forhindret dem i at forlade bagstalden.

I første omgang kommer ungerne kun ud sammen med deres mor. Hantigeren ventes at slutte sig til dem i den kommende uge.

I alt blev der født fire tigerunger i juni. Den ene døde kort efter fødslen, og en anden måtte aflives på grund af en medfødt hjertefejl.

– Til gengæld har vi to stærke huntigre tilbage, som har vokset sig nysgerrige, legesyge og robuste – på trods af en lille benskade, siger dyrepasser i rovdyrteamet Zaco Sonne.

– Nu er tiden kommet til, at de får lov til at udforske anlægget, som jo er en helt ny verden for dem. Jeg glæder mig virkelig til at se dem boltre sig derude.

Der var senest to tigerunger i Zoologisk Have i København i 1999.

Både moren og faren til de nye unger er født i 2013. De tilhører arten amurtiger, også kendt som sibirisk tiger, som er truet i naturen.

Zoologisk Have i København deltager i et internationalt avlsprogram for amurtigre sammen med andre europæiske zoologiske haver. De to unger er et vigtigt bidrag til bevarelsen af arten.

Tigre lever normalt alene og danner ikke flokke. Det gør parring vanskelig, da de ofte opholder sig langt fra hinanden.

Hannen markerer derfor sit territorium med urin for at gøre opmærksom på sig selv.

Duften giver hunnen vigtige oplysninger, eksempelvis om hannens testosteronniveau, som hun kan bruge til at vurdere, om han er en egnet far til hendes unger.

Selv om tigre som regel lever alene i naturen, har man i stigende grad observeret hanner, der følges med hunner og deres fælles unger efter fødsel.

/ritzau/