Både en kvinde og en mand blev ramt af skud, efter der blev skudt ind af vinduet til en lejlighed. Politiet søger nu hjælp i sagen.
En gennemhullet rude var mandag den 2. juni et bevis på, at der i løbet af natten var blevet affyret en række skud.
Inde i lejligheden befandt der sig en mand og en kvinde, der begge blev ramt.
Netop de mange skudhuller i ruden kunne indikere, hvilket gerningsvåben, der blev brugt til at udføre gerningen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Det kunne jo godt tyde på, når der er så mange skud, at det kunne være en eller anden form for automatvåben,” lød det dengang fra vagtchef ved Københavns Politi Mads Østermark til Ekstra Bladet.
Efter skyderiet mod lejligheden på Teglholmen i København efterlyser politiet nu hjælp fra eventuelle vidner.
Det er budskabet i en pressemeddelelse torsdag fra Københavns Politi.
En mand på 39 år og en kvinde på 20 blev begge såret ved skyderiet, som fandt sted natten til mandag 2. juni. Han er medlem af Hells Angels, har eb.dk oplyst.
Cirka klokken 01.30 blev der affyret flere skud mod en lejlighed på Teglholmsgade, og siden da har efterforskere forsøgt at fastlægge gerningsmandens færden.
Manden stak af ved at løbe gennem passagen mellem Teglholmsgade 12 E og 16 i retning mod vandet, oplyser politikommissær Andreas Madsen i pressemeddelelsen.
Hvis borgere har været i området fra klokken 22 og frem til klokken 02 og har set noget, har politiet brug for at tale med dem.
Også videooptagelser eller optagelser fra dashcam i biler er efterforskerne interesseret i, fremgår det.
Manden, der skød, var iført mørkt tøj.
Politiet oplyser desuden, at både manden og kvinden slap med livet i behold, efter at være blevet ramt.



