To mænd er blevet fundet smurt ind i blod, mens en tredje er på flugt. Et offer var ifølge politiet fuldstændig uden relation til sagen. Nu er der nye oplysninger i sagen
Ifølge politiet mødte en 27-årig mand og en 28-årig mand sammen med en endnu ukendt gerningsmand lørdag aften op på et offers bopæl.
Her har vidner fortalt, at de sparkede en dør ind og gik til angreb på offert inde i hjemmet.
“Manden bliver slået, sparket og trampet på.”
“Da de løber væk fra lejligheden, antaster to af gerningsmændene en anden mand, der ikke har noget med det at gøre. Han bliver overfaldet, slået og trampet på,” siger vagtchef Michael Henriksen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hændelsen skete lørdag aften omkring klokken 20.02 på en adresse i Varde.
Da den 27-årig mand og den 28-årige mand senere blev anholdt, var de ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi smurt ind i blod. Den tredje gerningsmand var ikke at finde og er nu efterlyst.
Der er formentlig tale om en 28-årig mand.
Tidligt søndag aften er der dog sket en ny udvikling i sagen, da politiet oplyser, at de anholdte ikke bliver fremstillet i et grundlovsforhør.
Det betyder, at de to mænd er blevet løsladt. De er stadig sigtet for de grumme overfald lørdag aften, men vil altså være på fri fod frem mod en eventuel retssag.
JydskeVestkysten har været i kontakt med Syd- og Sønderjyllands Politi, der oplyser, at beslutningen om løsladelse er taget efter en vurdering, som efterforskere og jurister er kommet frem til.
Politiet mener, at det første af overfaldene skete i forbindelse med interne stridigheder, som ikke bliver uddybet.