To hold med Superliga-drømme: Hvem tager turen op med Lyngby?

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter mandagens resultater kæmper to hold søndag om oprykning til Superligaen i sidste runde af Betinia Liga.

I sidste uge blev Superligaen rundet af med et intenst derbyopgør mellem Brøndby IF og F.C. København.

Men nede i 1. division – der officielt hedder Betinia Liga – slutter sæsonen først i dag.

Mens der ikke var den store spænding om, hvilke to hold, der skulle en tur ned i 2. division efter gårsdagens sidste kampe i kvalifikationsspillet, er der fortsat alt på spil for to hold i oprykningsspillet.

Lyngby har for længst sikret sig en plads i næste sæson af Superligaen, men hvilket hold, der følger med dem op i den bedste række, bliver først afgjort søndag eftermiddag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Esbjerg fB kan søndag vende tilbage til Superligaen efter seks sæsoner væk fra Danmarks bedste række.

Fire blev til to

Scenen til dagens drama blev sat mandag, hvor fire hold, der kunne drømme om en oprykning sammen med Lyngby blev til to.

Feltet af udfordrere til andenpladsen blev forud for den næstsidste spillerunde ledt an af AC Horsens med 48 point.

Lige i hælene havde de dog Hillerød Fodbold med 47 point samt Esbjerg fB og Hvidovre IF, der begge havde 46 point.

Den første udfordrer, der måtte se oprykningen fordufte mandag, var Hillerød Fodbold, der med en tidlig 2. pinsedagskamp mod oprykningsspillets bundprop Kolding IF ellers havde alle forudsætninger for at holde liv i drømmen.

Den nordsjællandske klub snublede dog noget så grueligt, da de led et tremålsnederlag på Autocentralen Park.

På trods af 0-3-nederlaget kunne Hillerød dog fortsat håbe på at have noget at spille for på sæsonens sidste dag. Det krævede bare, at resultaterne i mandagens sidste kamp mellem Lyngby og AC Horsens gik deres vej.

Se også
Nu er det slut for Kasper Schmeichel

Inden da var der imidlertid lagt op til et uhyre vigtigt opgør på den københavnske vestegn.

Her tog Hvidovre imod Esbjerg i en kamp, hvor begge hold skulle jagte en sejr for at kunne drømme om oprykning i tilfælde af, at Horsens tog point i Lyngby.

Efter en EfB-kasse i første halvleg og en udligning i det 72. minut lignede det kort før slutningen på den ordinære spilletid, at de to hold ville dele i porten.

Men kort inden de 90 minutter blev rundet, kunne Mikail Madsen bringe de medrejsende vestjyder i ekstase, da han bragte Esbjerg foran.

Hvidovre havde herefter fem tillægsminutter til at komme tilbage i kampen, men i stedet blev det først til 1-3 og derefter 1-4.

Med en sejr satte Esbjerg fB sig på andenpladsen med ét point ned til AC Horsens forud for rundens sidste kamp.

Føringen i tabellen holdt dog ikke længe, da de gulblusede spillere tog en 2-0-sejr i Lyngby.

Kan afgøre det hele selv

Resultaterne i den 31. spillerunde betyder nu, at AC Horsens kan afgøre det hele selv med en sejr eller uafgjort på hjemmebane mod Kolding IF.

Spiller de to jyske hold uafgjort kan Esbjerg komme a point med Horsens, men det kræver altså en 13-målssejr, hvis de skal indhente måldifferencen.

Snubler AC Horsens og taber til Kolding, kan Esbjerg dog snuppe oprykningen med en sejr på hjemmebane over Lyngby, der ikke har det store at kæmpe for, da de sidder sikkert på førstepladsen.

Lykkes det AC Horsens at rykke op, vil de i næste sæson være tilbage i Superligaen for første gang siden 2022/23-sæsonen.

For Esbjergs vedkommende vil en oprykning være en enorm forløsning efter en forfærdelig periode for klubben.

Siden nedrykningen i 2020 har vestjyderne tilbragt fire sæsoner i 1. division og to i 2. division.

Annonce

Annonce