Tivoli hejser det grønlandske flag som udtryk for omtanke

Forholdet til USA er under pres efter amerikansk ønske om at overtage Grønland. Tivoli “tænker på Grønland”.

Tivoli har i denne uge hejst det grønlandske flag for at markere den “mangeårige relation til Grønland og det grønlandske folk”.

Det oplyser Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, i en mail til Berlingske.

I et skriftligt citat til Ritzau lyder det fra direktøren, at markeringen “er et udtryk for omtanke i en tid, som opleves som vanskelig for mange”.

– Tivoli ønsker at vise, at vi tænker på Grønland og står ved det fællesskab, der er bygget op gennem mange år, lyder det.

Grønland er igen kommet på den internationale dagsorden, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har gentaget et ønske om at overtage Grønland af hensyn til national sikkerhed.

Den amerikanske administration har tidligere sagt, at den ikke kan afvise brugen af militær magt.

2026 er samtidig året, hvor Tivoli markerer 50-års jubilæum for arrangementet “Grønland i Tivoli”.

Det er en begivenhed, der spænder over to dage i højsommeren. Her kan man opleve livemusik, oplæg, kunstneriske indslag og boder med kunsthåndværk og produkter fra Grønland.

– Tivoli er en kulturinstitution med dybe historiske rødder, og vores relation til Grønland er en naturlig del af den historie.

– Markeringen er derfor både en anerkendelse af et 50-årigt samarbejde og en stille, respektfuld gestus af støtte, udtaler Susanne Mørch Koch om flagningen.

Det grønlandske flag vajer over H.C. Andersen Slottet på H.C. Andersens Boulevard ud mod Rådhuspladsen i København. Flagene blev hejst onsdag.

Det grønlandske flag er vandret delt af hvidt over rødt og har en cirkelrund skive. Skivens øverste halvdel er rød, den nederste halvdel er hvid.

Den røde halvdel er et symbol på den opgående sol over polarisen og står for lyset og varmens tilbagevenden ved midsommer.

Dannebrogsfarverne rød og hvid viser tilknytningen til Danmark og Norden.

Flagets navn er “Erfalasorput”, som betyder “vores flag” på grønlandsk. Det blev hejst første gang i 1985 på Grønlands nationaldag 21. juni.

Tivoli oplyser til Berlingske, at forlystelsesparken ingen holdning har til, hvad grønlænderne skal gøre.

Det “skal og må være muligt at udtrykke”, at man tænker på Grønland i en svær tid, lyder det i et svar til Berlingske.

/ritzau/

Se også
Solgt overalt i Danmark: Trækker populær fødevare tilbage

Foto: Tivoli

Korte videoer