Tilsluttede sig Islamisk Stat: Dømt terrorist slipper for udvisning

En 28-årig kvinde er idømt fem års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien. Retten vurderer samtidig, at hun ikke kan udvises af Danmark på grund af hensynet til hendes mindreårige barn.

En 28-årig kvinde er onsdag blevet idømt fem års fængsel for at have tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat (IS) og for at have opholdt sig i kalifatet i Syrien, hvor hun ifølge retten både har modtaget våbentræning og bidraget aktivt til organisationen.

Det er Retten i Aarhus, der har truffet afgørelsen i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Sådan skriver TV 2.

Retten finder det bevist, at kvinden rejste til Syrien med det formål at tilslutte sig IS, at hun blev gift med en IS-kriger, og at hun efter hans død indgik endnu et ægteskab med en anden IS-kriger, der ligeledes senere blev dræbt i kamp.

Derudover vurderer retten, at kvinden har fungeret som husmor i IS og på den måde har ydet et konkret bidrag til organisationens fortsatte eksistens.

Hun er også kendt skyldig i at have udbredt propaganda for IS på sociale medier under sit ophold i Syrien.

Sagen har været behandlet ved Retten i Aarhus, hvor kvinden gennem hele forløbet har nægtet sig skyldig.

Hun har forklaret, at hendes rejse til Syrien skete for at udføre humanitært arbejde. Den forklaring har retten imidlertid vurderet som utroværdig.

Blandt andet har retten lagt vægt på, at hun forud for afrejsen foretog en række søgninger på internettet relateret til kalifatet, IS, jihad og terror samt havde gemt oplysninger om ruter fra Tyrkiet ind i Syrien.

Kvinden er født i 1997 i Skejby som barn af somaliske flygtninge. Som knap femårig flyttede hun sammen med sin familie til Manchester i England.

I 2014, da hun var 16 år gammel, rejste hun sammen med sin tvillingesøster til Syrien.

Kort tid efter ankomsten blev de to søstre gift med hver deres IS-kriger. Den dømte kvindes første mand havde britisk statsborgerskab og opholdt sig i Syrien fra han var 16 til 19 år, hvor han blev dræbt.

Parret nåede at få en søn sammen, som i dag er ni år gammel. Efter mandens død giftede kvinden sig igen med en IS-kriger, der også senere blev dræbt.

I marts 2019 blev kvinden og hendes søster bragt til fangelejren Al-Hol i det nordøstlige Syrien, efter IS’ sidste kontrollerede område faldt. Under opholdet i kalifatet blev kvinden administrativt frataget sit danske statsborgerskab.

I 2024 afgjorde Højesteret, at kvinden skulle bringes til Danmark sammen med sin søn fra Al-Hol-lejren, da det ellers ville være i strid med menneskerettighederne.

Anklagemyndigheden har i den aktuelle sag nedlagt påstand om udvisning, men retten har afvist dette.

Retten vurderer, at kvinden ikke kan udvises af Danmark, da hendes niårige søn, som er dansk statsborger, fortsat er afhængig af sin mor.

En børnesagkyndig har ifølge dommen understøttet denne vurdering.

Kvinden får dog en advarsel om udvisning, hvilket betyder, at hun kan blive udvist, hvis hun begår ny kriminalitet.

Tvillingesøsteren opholder sig fortsat i Syrien. Hendes barn døde under opholdet i området, og hun er derfor ikke blevet tilbudt evakuering til Danmark.

Korte videoer