Tilbage til Bornholm? “Øen solgte sig selv”

Der var drama for alle pengene, da PostNord Danmark Rundt blev åbnet i år med en etape på Bornholm.

Og det er helt sikkert ikke sidste gang, at klippeøen bliver taget i brug, hvis man spørger den tidligere cykelrytter Alex Rasmussen.

Alex Rasmussen er DR Sportens cykelekspert under den danske rundtur, og han er sikker i sin sag. Han mener nemlig, at Bornholm helt sikkert bliver en del af PostNord Danmark Rundt i fremtiden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vejret var med rytterne på 1. etape.

Det har nemlig aldrig været en del af ruten før, og derfor var der debut for det bornholmske landskab, da Mads Pedersen i går tog sejren på første etape, som kørte fra Nexø til Rønne.

Undervejs på ruten skulle rytterne tilbagelægge 1800 højdemeter, hvilket næsten altid er garant for godt cykelløb.

Og de danske seere blev ikke skuffede.

178 kilometer med 1800 højdemeter fra starten i Nexø til målstregen i Rønne blev til et brag af et cykelløb, hvor en af Danmarks bedste cykelryttere formåede at levere varen.

Efter stærkt forarbejde af holdkammerat Mattias Skjelmose, kunne Mads Pedersen løfte armene i triumf efter at have vundet fra en decimeret udbryddergruppe.

Der var cykelløb for alle pengene. Derfor tøver DR Sportens cykeleskpert ikke, når snakken falder på Bornholm og en mulig gentagelse af 1. etapes succes.

“Det er absolut ikke sidste gang. Øen solgte sig selv med både spektakulært cykelløb og billederne af landskabet. Det var virkelig seværdigt og en perfekt debut for Bornholm”.

Det kan da også undre, hvorfor solskinsøen ikke er taget i brug for. Den store udfordring er, at logistikken i cykelløb altid er ganske omfattende.

Men også her mener Alex Rasmussen, at der er muligheder for, at det godt kan lade sig gøre.

“De havde ingen transfer på løbsdagen, og samtidig er der sen start i morgen, hvorefter de så rejser videre igen”.

Det er 34. udgave af Danmarks største cykelløb, som i den grad er startet fyr og flamme. Derfor kan man se flere positive ting fra etapen på Bornholm.

Øen og landskabet tager sig smukt ud for tilskueren. Både for dem ude på ruten og for dem hjemme i stuerne.

Og så leverede det på øverste hylde i forhold til underholdningen.

Det er med andre ord formentligt ikke sidste gang, at vi ser PostNord Danmark Rundt feltet køre rundt på Bornholm.