Den 31-årige spiller har været vidt omkring i sin efterhånden lange karriere. Nu kan endnu et opsigtsvækkende skifte være på vej.
Ifølge Tipsbladet rejser han snart til lægetjek i Brasilien inden at eventyret kan begynde.
Der er tale om klubben Amazonas FC, som spiller landets næstbedste række.
Efter en række dårlige resultater i indeværende sæson er man ude efter forstærkninger. Her skulle en af dem være den tidligere danske landsholdsspiller Riza Durmisi, som har 23 kampe for det danske landshold på CV´et.
Ifølge Tipsbladets oplysninger rejser venstrebacken til samba-landet onsdag i forbindelse med sit lægetjek i klubben, hvorefter han efter planen skriver under på en meget indbringende kontrakt, der skal løbe året ud.
Der skulle være obligation på yderligere et år.
I den brasilianske liga spiller man sæsonen efter kalenderåret, ligesom vi kender det fra Norge og Sverige. I deres Serie B er der afviklet ni runder, hvor Amazonas FC kun har vundet en enkelt kamp.
De har derfor hårdt brug for forstærkninger.
Den 31-årige dansker får ifølge Tipsbladets oplysninger en månedsløn på 400.000 kroner, og hvis han tager endnu et år i klubben, fordobles lønnen.
Riza Durmisi har været kontraktfri siden sæsonen på Cypern sluttede.
Tidligere har han blandt andet været hos Brøndby, Real Betis og Lazio.