Mange bilister blev onsdag morgen fanget i langvarigt kaos på motorvejen, da et voldsomt uheld mellem en personbil og en skiltevogn skabte spærring
En person måtte klippes fri fra en ødelagt bil, og store dele af myldretidstrafikken gik i stå i flere timer.
Ifølge indsatsleder Lasse Clemensen fra Midtjysk Brand & Redning var det nødvendigt at tilkalde en kranvogn for at få bilerne adskilt.
“Lastbilen holdt med baghjulene oppe på den forulykkede bil. Vi fik så fat i en kranvogn til at løfte den lastbil, der holdt på personbilen. Da vi fik gjort det, kunne vi klippe i bilen og få personen frigjort,” fortæller han til TV Midtvest.
Den fastklemte mand var ifølge redningsmandskabet ved bevidsthed og kunne kommunikere under redningsarbejdet. Han blev efterfølgende kørt væk med ambulance. Han kørte i en Tesla, der nu er fuldstændig ødelagt, forklarer Presse-fotos.dks udsendte, der så bilen blive kørt væk.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Silkeborgmotorvejen var fuldstændig spærret i begge spor på en strækning mellem Silkeborg og Aarhus i den tidlige morgentrafik, og det var i flere timer uklart, hvornår der kunne åbnes igen.
Tidligt på morgenen oplyste politiet, at man ventede på, at et fejeblad kunne fjerne den forulykkede personbil.
Selvom det senere blev muligt at passere via til- og frakørsler, lød meldingen fra Vejdirektoratet, at bilisterne skulle forvente forlænget rejsetid på op til 60 minutter.
Ved 7-tiden blev motorvejen endelig genåbnet i begge retninger, men der var fortsat markante forsinkelser i området som følge af kødannelser.
“Uheldet er nu afsluttet og motorvejen er helt genåbnet. Der er stadig kødannelser på strækningen, og vi forventer normal trafik efter myldretiden,” skrev Vejdirektoratet på X.
Ulykken skete, da en personbil ifølge politiet påkørte en mindre lastbil – en såkaldt skiltevogn – der holdt på motorvejen. Omstændighederne omkring sammenstødet undersøges stadig.
Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ikke meldt noget ud om førerens tilstand eller eventuelle sigtelser i sagen.



