Tennislegende skal hjælpe Holger Rune i ny satsning

Holger Rune - tennis
Illustrationsfoto: Pixabay.com

Holger Rune får i næste uge sparring fra en af sportens største stjerner, når han spiller i Washington.

Den danske tennisstjerne Holger Rune får snart en ny og meget prominent stemme i øret.

Når han i næste uge deltager i ATP 500-turneringen i Washington D.C., får han nemlig støtte fra ingen ringere end Andre Agassi.

Det bekræfter Runes mor og manager, Aneke Rune, overfor TV 2 Sport.

‘Holger og Agassi har talt gennem et stykke tid og har aftalt at køre en tre dages vidensdeling inden Washington. Og dem kan der komme flere af,’ siger hun til mediet.

Samarbejdet er dog ikke et udtryk for en permanent ændring i teamet omkring Rune, der fortsat har sin faste træner, Lars Christensen, ved sin side.

Ikke hvem som helst til at hjælpe Holger Rune

Andre Agassi er en af de mest ikoniske navne i tennisens historie. Amerikaneren har vundet otte Grand Slam-titler i sin karriere. Han blev især kendt for sin offensive spillestil og stærke mentale tilstedeværelse på banen.

Det er netop disse erfaringer, han nu skal dele med Rune i en kort, men intens sparringsperiode i forbindelse med turneringen i USA.

‘Det er ikke sådan, at vi står og udvider teamet med en ekstra medrejsende træner’

Sådan forklarer Aneke Rune og slår fast, at det handler om inspiration og erfaringsudveksling.

Holger Rune har haft et svingende 2024, og senest røg han tidligt ud af Wimbledon. Det vækker opsigt, at han nu søger råd fra en af sportens største navne.

Samarbejdet med Agassi kan være et tegn på, at danskeren og hans team leder efter nye veje i både det mentale og taktiske spil som et forsøg på at løfte niveauet for resten af sæsonen.

Kan gentagelse følge?

Det er ikke første gang, en stjernespiller søger hjælp hos Agassi. Tidligere har den amerikanske legende blandt andet arbejdet med Novak Djokovic. Nu kan Holger Rune måske drage nytte af samme indsigt – dog i første omgang i tre dage.

ATP-turneringen i Washington begynder i næste uge, og det bliver med stor dansk interesse, og nu altså også et ekstra kendt navn i kulissen.

Mand skudt og dræbt: To sårede