Tirsdag eftermiddag er både politi og dykkere til stede i et anlæg. Her leder man efter et våben, der skulle være blevet brugt til at stikke en 16-årig dreng i brystkassen.
Både politi og dykkere er tirsdag eftermiddag ankommet til et anlæg.
Billeder fra stedet viser flere dykkere, der gennemtrawler vandet.
Her leder man efter det formodede gerningsvåben i en sag, hvor en bare 16-årig dreng blev stukket i brystet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Det er os, der har tilkaldt dykkerne,’ fortæller Lars Boe Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der er efterforskningsleder på sagen, til TV Midtvest.
Samtidig bekræfter han, at man leder efter stikvåbnet, der blev brugt da den 16-årige blev stukket i brystet i juni i et solcenter på Fruerhøjvej i Herning.
Dammen man leder efter våbnet i ligger i Sdr. Anlæg i Herning.
Det er helt konkret dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste, der er på arbejde i dammen, hvor man forventer at være til stede flere timer endnu.
‘Vi bliver ved, indtil vi synes, det ikke giver mening. Og hvor lang tid det tager, er i sidste ende op til Søværnet og dykkerne. Det afhænger af, hvor dyb søen er og sigtbarhed,’ forklarer efterforskningslederen.
Lars Boe Larsen fortæller videre, at man muligvis også vil være til stede i morgen, hvis mere skal undersøges.
I sagen var det indtil i dag kun en 23-årig mand og en 16-årig pige, der var varetægtsfængslede.
Efterforskningslederen fortæller dog, at man i dag har anholdt en 21-årig mand, der nu er varetægtsfængslet de næste 14 dage.






