Teenager skubbet ned på togskinnerne: Her er straffen for den livsfarlige handling

Det var en tidlig morgenstund i juni, at en 18-årig mand blev skubbet ud på skinnerne.

En tidlig søndag morgen i juni blev en 18-årig mand overfaldet med slag og spark på den underjordiske Nørreport Station i København. Nu er en 35-årig mand dømt i sagen.

Teenageren røg ned på banelegemet, men nåede op igen, inden der kom et tog. Københavns Byret har vurderet, at han blev udsat for fare, og har udmålt en straf på et års fængsel, oplyser Københavns Politi torsdag på X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Det var ved femtiden om morgenen den 22. juni, at episoden fandt sted, og den 35-årige mand blev anholdt kort efter.

Københavns Politis centrale efterforskningsleder fortalte dengang, at der var flere vidner til overfaldet, og at nogle rejsende holdt øje med gerningsmanden, som var rejst videre med et tog. Han blev anholdt på en anden station.

Manden blev senere samme dag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor han blev varetægtsfængslet.

Ud over en domfældelse for at udsætte den 18-årige for fare er den 35-årige dømt for vold mod den unge mand.

Den dømte har nu to uger til at beslutte, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/

Torsdag formiddag har et Norwegian-fly fra København været nødsaget til at sikkerhedslande i Paris. Et vidne fortæller til Presse-fotos.dk, at kabinepersonalet virkede urolige undervejs.