Teenager sidder fængslet: Nyt spor i brutalt knivdrab på ung kvinde

En teenager sidder fængslet for drab på kvinde. Men politiet mener, at han ikke var alene om det.

I april blev en 21-årig kvinde brutalt slået ihjel af knivstik.

Siden har politiet efterforsket sagen, og ordensmagten fik det første gennembrud to måneder efter knivdrabet, hvor en nu 17-årig dreng blev anholdt og varetægtsfængslet.

Nu tager efterforskningen et nyt skridt, hvor politiet tirsdag og onsdag vil være til stede med dykkere ved flere søer og vandhuller i Herning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dykkere leder i søer og moser efter afgørende spor i sagen om knivdrab på en 21-årig kvinde – se flere billeder nederst i artiklen.

Det skyldes, at det leder efter vigtige spor i drabssagen, hvor den 21-årige somalisk kvinde blev dræbt, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den unge kvinde blev dræbt af knivstik mandag den 7. april på Gormsvej i Herning.

Nu har politiet så rekvireret dykkerhjælp fra Forsvaret for at søge efter vigtige spor i forbindelse med efterforskningen af drabet.

– Jeg kan af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på, hvad vi håber på at finde i vandet.

– Men generelt kan jeg sige, at vi siden april har arbejdet intensivt med at klarlægge hændelsesforløbet og identificere de ansvarlige for drabet, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup i pressemeddelelsen.

Han fortæller videre, at politiet vurderer, at der har været andre end den 17-årige involveret i drabet.

– Den seneste tid har vi koncentreret efterforskningsindsatsen omkring eventuelle medgerningsmænd, da efterforskningen tyder på, at den 17-årige ikke har været alene om drabet, lyder det.

Dykkerne vil blandt andet være til stede i Knudmosen ved Miljøvej.

Efterforskningslederen beder borgerne holde sig på afstand og give politi og dykkermandskab arbejdsro. De direkte berørte er blevet underrettet af politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden om hverken den aktuelle dykkerindsats eller drabssagens efterforskning i øvrigt, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Presse-fotos.dk har dækket sagen, siden det brutale drab fandt sted. Det kan du læse mere om her.

21-årig kvinde dræbt: Ung teenager sigtet for brutalt drab