En 76-årig mand påkørte sidste år en 14-årig dreng, som afgik ved døden. Onsdag er han idømt en betinget dom plus en bøde
En dreng på 14 år mistede sidste år livet, da han en mørk aften blev kørt ned, mens han sammen med en jævnaldrende gik langs en mørk vej.
Bilisten, som påkørte drengen, er en 76-årig mand, som onsdag fik sin sag for retten. Her blev han fundet skyldig i uagtsomt manddrab og idømt ti dages betinget fængsel.
Det skriver JydskeVestkysten.
Desuden frakendes den ældre mand førerretten i seks måneder, og han skal betale 45.000 kroner til den 14-årige drengs efterladte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ulykken fandt sted sent om aftenen 18. september sidste år ved Grindsted, da de to drenge kom gående ad Nollundvej i den forkerte side af vejen – altså i samme retning, som bilerne kører.
Den 76-årige mand kom kørende i samme retning, da han påkørte den ene 14-årige.
Drengen blev fløjet til behandling på hospitalet og afgik den efterfølgende dag ved døden.
Den ældre mand fortsatte videre fra stedet, og ifølge JydskeVestkysten forklarede han i retten, at han ikke vidste, at han havde påkørt en person.
Han troede, at han havde påkørt et dyr. Nogle timer efter ulykken henvendte den ældre mand sig selv til politiet.
Sydøstjyllands Politi oplyste efter ulykken, at det omfattede påkørslen som en tragisk ulykke.
– Politiet mistænker ikke, at den 75-årige (i dag 76-årige, red.) har været påvirket i forbindelse med påkørslen, og vi har på nuværende tidspunkt ingen grund til at tro, at der er tale om andet end en tragisk ulykke, lød det fra vicepolitiinspektør Stig Simonsen dagen efter påkørslen.
Manden har ifølge JydskeVestkysten modtaget dommen.
/ritzau/
