Teenager fundet alvorligt såret i skovområde

Yderligere to personer er blevet anholdt og sigtet i en sag om overfald, frihedsberøvelse og vold mod en 17-årig dreng i Viborg i april.

Det oplyser Anders Bøje Hansen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

Ifølge TV Midtvest er der tale om en 21-årig kvinde og en 22-årig mand, som begge nægter sig skyldige.

Sagens 17-årige offer blev overfaldet, holdt fanget og udsat for vold af en gruppe gerningsmænd i et skovområde ved Viborg.

Her fandt en politipatrulje den forslåede dreng, efter at politifolkene havde set lyskegler fra en bil i skoven, som viste sig at være gerningsbilen.

(Artiklen fortsætter under billede)

Illustrationsfoto

Det skete 19. april klokken 22.39, og omtrent en time tidligere havde politiet modtaget en anmeldelse om, at drengen var blevet overfaldet.

Vagtchefen fortæller, at kidnapperne frarøvede drengen nogle genstande, ligesom at de knækkede hans fingre.

De to personer er blevet anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi natten til lørdag ifølge vagtchefen.

De anholdte var begge efterlyste af politiet, lyder det videre.

De fremstilles lørdag middag i grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Ni personer er ifølge TV Midtvest allerede varetægtsfængslede i sagen.

Mediet skriver, at lørdagens grundlovsforhør foregår for lukkede døre. Det er derfor ikke muligt at få indblik i politiets beviser i sagen.