weekenden søgte politiet hjælp til at finde en kvinde, som kunne være et vigtigt vidne til en voldtægt af en 16-årig pige i et tog.
Nu har politiet fået kontakt til kvinden og afhørt hende. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag morgen.
– Det kvindelige vidne har nu henvendt sig til politiet og er blevet afhørt til sagen, skriver politiet på X.
– Men det var ikke hende, der bankede på døren til toilettet. Det vidne søger vi stadig. Gerningsmand til voldtægten endnu ikke pågrebet, lyder det videre.
Voldtægten skete 7. januar på et toilet i regionaltoget på strækningen mellem Næstved og Østerport.
Den unge pige forsøgte at komme væk fra manden ved at gå ud på toilettet, men det lykkedes alligevel for ham at følge efter hende.
Da politiet i weekenden efterlyste det kvindelige vidne, lød det, at kvinden var et helt centralt vidne.
Ifølge politiets oplysninger, så vidnet gerningsmanden og den 16-årige i kupéen efter voldtægten, hvor hun påtalte mandens opførsel og aldersforskellen mellem dem.
– Vi har ret gode spor i forhold til at identificere gerningsmanden, men han er endnu ikke anholdt.
– Vidnet er vigtigt for os i forhold til at kunne fastlægge, hvad der præcist er sket om bord på toget, sagde politikommissær Kim Lech lørdag.
Politiet oplyste også, at det kunne have været det kvindelige vidne, som bankede på døren til toilettet og dermed afbrød mandens overgreb på pigen. Men mandag lyder det altså, at det ikke var kvinden, som bankede på døren.
Derfor vil politiet stadig gerne i kontakt med den person.