Bevæbnede gerningsmænd dræbte søndag mindst syv personer i en billiardhal i den ecuadorianske by Santa Domingo.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Massakren er den seneste i Ecuador, der oplever en stigning antallet af tilfælde af banderelateret vold.
– Syv personer er døde af skudsår i en billiardhal i nattelivsområdet i Santa Domingo, skriver politiet på beskedtjenesten WhatsApp.
Santa Domingo ligger omkring 150 kilometer vest for Ecuadors hovedstad, Quito.
Politiet oplyser, at det efterforsker hændelsen og leder efter gerningsmændene.
Overvågningsmateriale, der cirkulerer på internettet, viser flere maskerede gerningsmænd affyre skud mod to personer, der står ved indgangen til billiardhallen.
Uden for ses flere fodgængere flygte fra stedet.
AFP har ikke været i stand til at verificere videoen.
Det er anden gang inden for kort tid, at bevæbnede gerningsmænd åbner ild i en billiardhal i det sydamerikanske land.
For en måned siden blev mindst ni personer dræbt i byen General Villamil Playas.
Ifølge lokale medier peger de foreløbige undersøgelser på, at drabene kan have forbindelse til organiseret kriminalitet.
Flere internationale narkokarteller benytter Ecuadors havne til at sende narkotika mod USA og Europa.
73 procent af verdens samlede kokainproduktion sendes gennem Ecuadors havne, viser opgørelser ifølge AFP.
Sidste år beslaglagde landets myndigheder 294 ton stoffer – primært kokain.
AFP
Luksus-elbil til over en million kroner låser ejer ude: Intet at gøre