Nye oplysninger kommet frem efter grundlovsforhøret er afsluttet. Læs opdateringen nederst i artiklen.
En ung kvinde er tirsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør. Hun er sigtet for at have begået grov vold mod et meget ungt barn, men er nu løsladt.
Fredag i sidste uge fik politiet en skrækkelig anmeldelse om en særdeles afstumpet handling, der skulle være begået mod et barn under et år.
Siden da har man efterforsket sagen, hvilket nu har ført til, at en 23-årig kvinde tirsdag er blevet fremstillet i et grundlovsforhør.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag middag i en pressemeddelelse.
I meddelelsen beskrives det, at kvinden er sigtet for grov vold mod det unge barn og derfor bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg klokken 13 tirsdag.
De nærmere omstændigheder for hændelsen bliver ikke oplyst i pressemeddelelsen, men det står oplyst, at anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.
Ved du noget om sagen – eller er der en anden historie, vi bør se på? Skriv til os på mail tip@presse-fotos.dk. Alle tips behandles fortroligt.
Presse-fotos.dk har været i kontakt med kommunikationsenheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, i håb om at blive klogere på sagen.
Politikredsen kan dog ikke oplyse noget nærmere i sagen, da anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre under retsmødet.
Vi følger sagen tæt og opdaterer, når ny information kommer frem.
Opdatering:
I en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag kommer Syd- og Sønderjyllands Politi med nyt, efter endt grundlovsforhør.
Politikredsen oplyser, at den 23-årige kvinde nu er løsladt, men fortsat er sigtet for grov vold mod barnet.
Ifølge politiet er kvinden fra Vejen Kommune.
‘Der er tale om en familierelation,’ forklares det om kvindens relation til spædbarnet.
Anklagemyndigheden tog forbehold for at kære rettens kendelse til landsretten.
Ifølge JydskeVestkysten er kvinden sigtet for at have brækket spædbarnets ben flere steder.
Mediet beretter desuden at politiet mener, at der er sket to forskellige voldsepisoder.
Barnet skulle være syv måneder gammelt.