Syv kommuner siger nej til udvidelse af Ring 4 Nord

“Vi ønsker ikke flere biler i vores by,” lyder det fra en af borgmestrene.

Syv kommuner i Hovedstadsområdet har i fællesskab sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen med kritik af regeringens plan om at udvide Ring 4 Nord. Det oplyser Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.

Bag brevet står Gladsaxe, Ishøj, Albertslund, Ballerup, Herlev, Høje-Taastrup og Furesø Kommune.

Kommunerne mener, at lovforslaget om udvidelsen er blevet hastet igennem.

Ifølge borgmester i Gladsaxe Kommune, Serdal Benli, vil en udvidelse af vejen ikke løse hovedstadens trængselsproblemer.

“Vejdirektoratets egen analyse viser, at effekten af en vejudvidelse er lille. Og en vejudvidelse løser ikke hovedstadens trængselsproblemer, men vil resultere i flere biler, mere støj og vil underminere investeringer i kollektiv transport. Og vi ønsker ikke flere biler i vores by. I stedet ønsker vi, at hovedstaden skal bindes bedre sammen på tværs med god, kollektiv transport, så borgerne får et reelt alternativ til bilen,” siger Serdal Benli.

Kommunerne opfordrer transportministeren til at sætte projektet i bero og i stedet indgå i dialog om fælles løsninger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Kødannelse og ventetid

Udvidelsen af Ring 4 Nord blev besluttet som en del af Infrastrukturplan 2035 fra 2021. Her blev det aftalt, at strækningen mellem Ballerup C og Hillerødmotorvejen skal udvides fra to til fire spor.

Men ifølge kommunerne vil udvidelsen have begrænset effekt på trængslen. De peger blandt andet på, at problemerne primært skyldes kødannelse og ventetid i kryds.

“Kommunerne vil også gøre opmærksom på, at trængselsudfordringer på strækningen i høj grad er bundet op på kødannelse og ventetid i kryds. Vi forstår lovforslaget sådan, at der overvejende er fokus på ekstra vejbaner til biltrafikken uden tilsvarende udvidelse af kryds, hvilket efter vores vurdering kun vil have en begrænset effekt i forhold til trængsel,” står der i brevet.

Den 19. december 2025 skrev Transportministeriet, at anlægsarbejdet kan påbegyndes i 2026.

Se også
Vil have hadforbrydelseskoordinatorer i politiet

Korte videoer