Syv danske film, du skal glæde dig til i 2026

Tidligere har vi præsenteret syv film, du kan glæde dig til i de kommende måneder. Nu kigger vi lidt længere ud i fremtiden.

I forlængelse af tirsdagens artikel, hvor vi gennemgik syv danske film, der er værd at opleve i februar og marts, kommer her anden del af biografguiden baseret på Det Danske Filminstituts ‘Film på vej’-event.

Denne gang har vi at gøre med film, der udkommer i et større tidsrum mellem april og august 2026.

Og der er altså masser at glæde sig til.

Du kan blandt andet se frem til en vellidt skuespillers instruktørdebut og Hella Joofs næste socialrealistiske lårklasker.

Filmene er listet i kronologisk rækkefølge efter premieredato.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Altid sjove Hella Joof er senere på året klar med en filmatisering af Stine Askovs ‘Nøjsomheden’.

‘Jenny – Et portræt af Lydmor’

Jenny Rossander er mange ting – blandt andet musiker, sanger, sangskriver, feminist, producer, performer, filmskaber, kunstner og forfatter.

Men hun er også et menneske.

Det er tydeligt i den nye dokumentar ‘Jenny – Et portræt af Lydmor’.

Dokumentaren taget udgangspunkt i Jennys kunstneriske virke og foregår blandt andet under tilblivelsen af hendes debutroman ‘Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’.

Men netop arbejdet på bogen – der bygger på et hemmeligt og mentalt nedbrydende forhold, hun selv havde til en ældre, magtfuld mand – bringer en anden side frem i Jenny, langt fra den usårlige kunstnerpersona Lydmor.

Portrættet bliver blot endnu mere intimt, da dokumentaristen Sebastian Cordes og Jenny begynder at danne par.

Det kan godt være, at Cordes selv kalder det ‘dårligt dokumentaristarbejde’ når han i et følsomt øjeblik spørger sin kæreste, om hun vil have et kram frem for blot at lade kameraerne rulle.

Men det giver en helt unik dynamik, som man oftest ikke oplever i dokumentarfilm, hvor skellet mellem instruktør og protagonist er noget mere rigidt.

‘Jenny – Et portræt af Lydmor’ forventes at få dansk biografpremiere den 16. april.

‘Ilden, Vandet, Jorden, Luften’

Vi bliver i dokumentarsporet med klimafilmen ‘Ilden, Vandet, Jorden, Luften’.

Med instruktør Phie Ambo ved roret, har fire separate filmhold fuldt fire lokalsamfund i Danmark, Norge, Sverige og på Færøerne.

Fælles for de fire lokationer i dokumentaren er, at de alle på hver deres måde oplever, at klimaforandringerne hverken er langt væk eller langt ude i fremtiden.

Men selvom filmen også er en påmindelse om klimakrisens umiddelbare nærhed, er det lige så meget en skildring af, hvor meget vi kan opnå, når vi står sammen i krisetider.

I Danmark er det mere specifikt den lille ø Skarø, hvor de lokale må arbejde sammen for at sikre sig mod den stigende vandstand.

‘Ilden, Vandet, Jorden, Luften’ forventes at få dansk biografpremiere den 23. april. Se traileren her:

‘Aphaca – Brug for hinanden’

Succesen ville ingen ende tage for Aphaca i 2025.

Proppede festivalpladser, konstant tilstedeværelse på hitlisterne og en Parken-koncert, der blev udsolgt på fire dage.

Alt gik op i en højere enhed for bandet, der efter flere år med bobler-status for alvor brød igennem hos den bredere befolkning.

Bertram, Bertil, Rumle og Noah er blevet rockstjerner.

Men på samme tid er de bare fire unge venner, der elsker at lave musik.

Instruktør Emil Næsby Hansen fik adgang til bandmedlemmernes dagligdag, inden Aphaca-manien for alvor indtog Danmark.

Derfor giver dokumentaren et unikt indblik i, hvad den voldsomme succes gør ved en flok unge gutter, der pludselig står midt i den drøm, de har jagtet sammen siden 8. klasse.

Filmens producer Emil Wergeland vil ikke gå så langt som at kalde dokumentaren for et generationsportræt. Men de fire unge mænds følsomhed repræsenterer en generation, der har anderledes bløde værdier, og derfor mener han alligevel, at Aphacas samlingskræft kan sige en del om den ‘vilde ungdom’ – som bandet selv kalder den.

‘Aphaca – Brug for hinanden’ forventes at få dansk biografpremiere den 13. maj.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Marijana Jankovic har taget inspiration fra egne oplevelser i sin debut som spillefilmsinstruktør.

‘Hjem’

Marijana Jankovic har i næsten tyve år gjort sig som skuespiller i en lang række danske film og TV-serier.

Undervejs har hun høstet flere Robert-nomineringer for sine præstationer i blandt andet ‘Norskov’, ‘Lang historie kort’ og ‘Aldrig mere i morgen’,

I 2018 sprang hun imidlertid ud som instruktør med kortfilmen ‘Maja’, der vandt en række prestigefyldte priser – heriblandt ‘Best Narrative Short’ på filmfestivalen i Tribeca.

Filmen handler om en seksårig serbisk pige, der i en ung alder skal vænne sig til en ny kultur og et nyt sprog i et land, hvor hun ikke kender andre end sin familie.

‘Hjem’ – der altså er Jankovic’ debut som spillefilmsinstruktør – er ikke en biografudgave af ‘Maja’. Men den lægger sig alligevel på mange punkter op ad kortfilmen.

Tematikken om at være splittet mellem to kulturer, hovedrollens navn og flere af de medvirkende skuespillere går for eksempel igen.

Og så er ‘Hjem’ ligeledes delvist inspireret af den debuterende instruktørs egne oplevelser som seksårig tilflytter fra Montenegro.

Både Dejan Cukic – der i øvrigt er vokset op i samme landsby som Jankovic – og Jesper Christensen går igen fra debutkortfilmens rolleliste.

Mens Jankovic spillede Majas mor i kortfilmen, indtager hun her rollen som den voksne Maja, der på trods af en succesfuld karriere som kunstner stadig føler sig splittet indvendigt.

Den nyklækkede spillefilmsinstruktør udtaler selv, at ‘Hjem’ ikke nødvendigvis skal ses som en sørgelig fortælling, men at filmen skildrer både de lykkelige og barske sider af den virkelighed, som mange indvandrere lever i.

“Hvis ikke jeg fortæller det, bliver det ikke fortalt,” udtaler hun under ‘Film på vej’-eventet i Cinemateket.

‘Hjem’ forventes at få dansk biografpremiere den 13. maj. Se traileren her:

‘Vores løfte’

Mens endnu en af de mange MeToo-sager, der i de seneste år har rullet over den danske medie- og kulturbranche, stod på, blev instruktør og manuskriptforfatter Pernille Fischer Christensen grebet af en tanke:

“Hvad ville jeg gøre, hvis det var min mand?”

Christensen blev stærkt optaget af idéen om det drama, der udspiller sig bag kulisserne, når en kendt personlighed anklages for seksuelt magtmisbrug.

Samtidig lagde hun mærke til en form for dramaturgisk opbygning, der ofte gik igen i den slags sagers forløb.

De mange overvejelser og iagttagelser er nu blevet til en spillefilm i form af ‘Vores løfte’.

I filmen følger vi den tidligere svømmestjerne og nuværende tv-vært Maria (Danica Curcic) og hendes mand og tidligere træner på svømmelandsholdet Mikael (Lars Ranthe), hvis forhold bliver sat på prøve, da sidstnævnte anklages for flere tilfælde af seksuelt magtmisbrug.

De gamle sager får konsekvenser for både Mikael og Maria samt den ubetingede kærlighed og tillid i parforholdet.

‘Vores løfte’ tilbyder et nuanceret blik på et emne, der har skabt stor debat i de seneste år.

Lars Ranthe, der, som han selv siger det, ‘har brugt de seneste 25 år på at blive folkekær’, beskriver sit arbejde med rollen i filmen som ‘vildt porøst og enormt skræmmende’.

‘Vores løfte’ får dansk biografpremiere den 18. juni.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lars Ranthe har mange elskede roller på cv’et. Nu indtager han rollen som en mere problematisk karakter.

‘Hana Korea’

Frederik Sølberg har i mange år primært gjort sig inden for dokumentarfilm og andre former for nonfiktion.

Nu springer han ud som narrativ spillefilmsinstruktør med ‘Hana Korea’.

Filmen, der fik verdenspremiere og vandt publikumsprisen på filmfestivalen i Busan, er dog alligevel ikke så langt fra Sølbergs vante arbejde.

Den er nemlig i høj grad inspireret af virkelige hændelser.

Idéen kom, da instruktøren var i Sydkorea for at lave et radioprogram om nordkoreanske flygtninge i landet.

Her blev han dybt fascineret af den forvandling, de nordkoreanske flygtninge gik igennem – på godt og ondt – når de pludselig skulle vænne sig til en kultur, der på trods af den geografiske tæthed er helt anderledes.

I ‘Hana Korea’ følger vi den unge Hyesun, der går igennem netop denne forvandling.

Selvom Sydkorea er hypermoderne og spændende, er alt ikke fryd og gammen som fremmed i et samfund, der stiller andre krav til Hyesun, end hun har været vant til.

Hun har fået sin frihed, men hvad er prisen?

‘Hana Korea’ får dansk biografpremiere den 27. august. Se traileren her:

‘Nøjsomheden’

Som rosinen i pølseenden – eller måske snarere ‘Det Brune Punktum’ – på denne liste har vi Hella Joofs næste film, ‘Nøjsomheden’.

Siden spillefilmsinstruktørdebuten med ‘En kort en lang’ tilbage i 2001, har den folkekære kreatør stået bag en lang række både sjove og tankevækkende film som ‘Oh Happy Day’, ‘All Inclusive’ og senest ‘Meter i sekundet’.

Særligt med sit seneste værk viste Hella Joof en stor evne til at formidle skæve eksistenser og kultursammenstød med et stærkt dramatisk og komisk greb.

Med ‘Nøjsomheden’ virker hun til at blive lidt i samme kørebane.

Der er igen tale om en filmatisering – denne gang af Stine Askovs roman fra 2022.

Og igen bliver samfundets klasseskel udfordret med både humor og oprigtighed.

‘Nøjsomheden’ har den unge kvinde Mona i hovedrollen.

Hun falder for Nikolaj, der kommer fra et noget ‘finere’ kvarter i den anden ende af byen.

Samtidig med at hun forsøger at passe ind hos Nikolajs familie og omgangskreds, har hun sine egne problemer i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden.

Hun har nemlig forsøgt længe at overtale sin pusherfætter Frederik til at besøge sin mor, Monas døende moster Tut.

Hella Joof udtaler under ‘Film på vej’-eventet, at hun ikke har sigtet efter en rosenrød, romantiseret skildring af hverken den ene eller anden socialklasse.

Der må godt være plads til det grumme i ‘Nøjsomheden’, så længe følelsen ved filmens afslutning er god.

‘Nøjsomheden’ får dansk biografpremiere den 27. august.

Korte videoer