Lederen for delstatsregeringen i New South Wales oplyser, at angreb på strand var rettet mod jødisk samfund.
Politiet i Australien betegner skudepisoden på stranden Bondi nær Sydney som et terrorangreb.
Det oplyser politiet på et pressemøde ved middagstid dansk tid.
Chris Minns, der er leder for delstatsregeringen i New South Wales, oplyser desuden, at angrebet var målrettet det jødiske samfund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er flere grunde til, at australsk politi efterforsker sagen som et muligt terrorangreb.
Det siger politikommissær Mal Lanyon på pressemødet.
Han begrunder vurderingen med fundet af våben, og at skyderiet fandt sted på den første dag i den jødiske højtid Hanukkah.
Mindst 12 er dræbt, lyder det. 29 meldes såret.
Samme budskab lyder fra Australiens premierminister, Anthony Albanese, der ligeledes holder pressemøde.
– Det her er et målrettet angreb på australske jøder på den første dag af Hannukah, siger han.
Premierministeren uddyber, at han vil sætte alle nødvendige ressourcer ind for at sørge for australske jøders sikkerhed.
/ritzau/
Se voldsom video fra skyderi i Sydney: Civil mand angriber skytten