Svensk rockband indtager Pumpehuset

Foto: Live Nation

Med et anmelderrost album i bagagen og et nyt line-up på plads er rockbandet klar til at levere et energifyldt rockshow i Pumpehuset.

Det svenske rockband Thundermother lægger vejen forbi København, når de indtager scenen i Pumpehuset til efteråret.

Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Koncerten bliver en del af bandets omfattende efterårsturné, der følger i kølvandet på udgivelsen af deres nyeste album ‘Dirty & Divine’.

Det nye album, som er bandets første album med det nye line-up, har fået ros fra både fans og anmeldere for sin energiske blanding af klassisk rock’n’roll, slagkraftige riffs og markant vokal.

Thundermother er særligt kendt for deres liveoptrædener, hvor intensitet og spilleglæde går hånd i hånd. Publikum i Pumpehuset kan derfor forvente en koncert, der balancerer nyt materiale med tidligere fanfavoritter – leveret med den rå attitude og energi, bandet har gjort til deres varemærke.

Bandet blev dannet i Växjö i 2009 af guitarist Filippa Nässil og har siden opnået bred anerkendelse både i og uden for Sverige.

Med inspiration fra 70’ernes hard rock og navne som AC/DC og Motörhead har Thundermother etableret sig som et af Nordens markante rocknavne.

De har tidligere optrådt på store festivalscener som Wacken Open Air og Sweden Rock og har delt scene med internationale acts som Scorpions, D-A-D og Airbourne.

Thundermother indtager scenen i Pumpehuset den 13. november 2025. Billetsalget er i gang via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Roskilde Festival inviterer snart til folkefest med 185 internationale navne på plakaten. Men der følger også en vigtig opfordring med.