17-årig svensk dreng idømmes syv års fængsel for drabsforsøg og besiddelse af våben på et offentligt sted i Danmark.
Østre Landsret har onsdag fundet en 17-årig svensk dreng skyldig i forsøg på manddrab.
Drengen rejste i april sidste år fra Sverige til Danmark med henblik på at dræbe mindst én person med tilknytning til rockergruppen Comanches.
Landsretten har idømt ham syv års fængsel.
Svenskeren var 15 år på gerningstidspunktet. Han overnattede i fire dage hos en dengang 58-årig mand i Københavns Nordvestkvarter med det formål at tage til Comanches’ klubhus i Brøndby for at begå drab.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var personer, som ikke er identificeret af politiet, som indgik en aftale med drengen om, at han skulle rejse fra sin bopæl i Jönköping til Danmark.
Den svenske dreng begik aldrig drab, da personerne med tilknytning til Comanches ikke befandt sig i området på tidspunktet.
Kort efter blev han anholdt af dansk politi, som var blevet tippet af kollegerne i Sverige om, at noget var under opsejling.
Svenskeren blev ligeledes fundet skyldig i at have været i besiddelse af to pistoler på et offentligt tilgængeligt sted.
Tidligere i år blev han idømt fem et halvt års fængsel ved Retten på Frederiksberg.
I modsætning til byretten mente landsretten, at svenskeren også kunne dømmes ud fra den såkaldte paragraf 81b, der kan forhøje straffen ved brug af våben på offentlige steder.
Landsretten har ligeledes udvist drengen for bestandig.
Den dengang 58-årige mand, som svenskeren overnattede hos, blev dømt for grov våbenkriminalitet, fordi drengen var i besiddelse af pistoler på hans adresse i Nordvestkvarteret.
Retten på Frederiksberg fandt det ikke bevist, at manden vidste, at drengen skulle bruge våbnene til at dræbe rockere med.
Sagen var den første af flere om svenske børn, der er rejst til Danmark – angiveligt mod løfte om betaling – for at begå alvorlig kriminalitet på vegne af hærdede kriminelle.