Den tidligere model og tv-vært Suzanne Bjerrehus er død i en alder af 77 år, efter længere tids sygdom.
Medie- og kulturkendissen Suzanne Bjerrehuus er død.
Hun har gennem mange år været i offentlighedens søgelys gennem flere forskellige arbejdstitler. Suzanne Bjerrehuus er blandt andet tidligere tv-vært, model, skuespiller, folketingskandidat, forfatter og jurist.
Ifølge Ekstra Bladet fremgår det af de offentlige registre, at hun gik bort den 15. januar som 77-årig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ekstra Bladet skriver videre, at hun døde efter en lang kamp mod kræft.
Suzanne Bjerrehuus blev i 1995 ramt af kræft i halsen, men overvandt sygdommen efter to års kamp. Hun har siden da måtte leve med alvorlige senfølger.
I forbindelse med ‘Knæk Cancer’ på TV 2 fortalte Suzanne Bjerrehuus’ søn, modellen Oliver Bjerrehuus, at hans mor igen havde fået kræft.
‘Min mor, hun har det godt. Hun kæmper. Det hårde har været at se det smerteforløb, hun har været igennem. Der er gode dage, der er dårlige dage.’
‘Hun kæmper, men hun har ikke nogen smerter nu, så lad os håbe, at det bliver ved,’ sagde han dengang.
Siden 1988 har Suzanne Bjerrehuus været gift med erhvervsmanden Asger Aamund.
Hun efterlader sig sønnen, Oliver Bjerrehuus, og flere børnebørn.
Suzanne Bjerrehuus’ familie har ikke ønsket at kommentere hendes død over for Ekstra Bladet.
Kendt siden 1970’erne
Hun studerede i 1970’erne jura på Københavns Universitet, men kom sideløbende i offentlighedens søgelys i forbindelse med jobs som model og skuespiller.
Hun medvirkede blandt andet i den erotiske komedie ‘I Tyrens Tegn’ fra 1974.
Det helt offentlige gennembrud kom dog i 1988, da DR lancerede programmet ‘Super Chancen. Her stod Suzanne Bjerrehuus for at trække numre.
I 1992 slog hun sit navn fast med syvtommersøm, da hun blev vært for det populære TV 2-underholdningsprogram ‘Eleva2ren’ sammen med Ole Stephensen.
I 2011 var hun igen en del af et populært tv-format, da hun med journalist Karen Thisted lavede programrækken ‘Mormors Bordel’, der handlede om prostitution i Danmark.