Sundhed.dk angrebet: Melder fortsat om problemer

Søndag blev den statsejede digitale indgang til sundhedsvæsnet, sundhed.dk, ramt af et angreb, der medførte store problemer. Dagen derpå er der stadig problemer på portalen.

Flere initiativer fra sundhed.dk’s beredskabsplan blev søndag iværksat.

Det skete i forbindelse med, at portalen blev udsat for et såkaldt DDoS-angreb.

Et DDoS-angreb er et overbelastningsangreb, der forsøger at lægge en hjemmeside ned, ved at der bliver afsendt ekstremt mange forespørgsler på én gang.

Det betød, at sundhed.dk, der er danskernes digitale indgang til sundhedsvæsnet, blev lukket helt ned for adgang fra alle andre lande end Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto. Foto: Adobe Stock.

Det oplyser sundhed.dk selv i en pressemeddelelse.

Portalen er ejet af både staten, kommunerne og regionerne og ifølge sundhed.dk kommer man til at melde angrebet til Styrelsen for samfundssikkerhed.

Siden man søndag lukkede ned for udenlandsk adgang til sundhed.dk er adgang fra Grønland, Færøerne og de nordiske lande igen blevet genåbnet.

‘Brugere i udlandet kan stadig opleve problemer, når de går på sundhed.dk. Det er dog vigtigt at slå fast, at borgernes sundhedsdata ikke ligger på sundhed.dk og derfor ikke på noget tidspunkt har været kompromitteret eller udsat,’ fremgår det af pressemeddelelsen.

Ifølge sundhed.dk har MinSundhed-appen ikke været omfattet af angrebet. Derfor kan man stadig logge ind der og se sine sundhedsoplysninger – også fra udenlandske adresser.

”Sundhed.dk beklager den ulejlighed dette medfører og har medført for vores brugere. Vores beredskab har heldigvis opdaget angrebet hurtigt, så vi har kunnet håndtere det,” siger direktør Morten Elbæk Petersen fra sundhed.dk.

Se også
Telenor udsender vigtig advarsel

Korte videoer