Festligheder ved en julefrokost tog en voldsom drejning, da to mænd røg i totterne på hinanden. Det endte med en fysisk konfrontation, hvor en 35-årig mand var tæt på at miste livet. Nu har nye detaljer fra opgøret set dagens lys.
Et verbalt skænderi tog natten til søndag en voldsom drejning, da flere forskellige selskaber deltog i julefrokoster på et bryghus.
Undervejs i løbet af aftenen opstod der uenighed og tumult mellem to mænd, der var med hver sit selskab og ikke havde forudgående kendskab til hinanden.
Skænderiet udviklede sig hurtigt til en fysisk konfrontation, hvor flere vidner slog alarm.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Under tumulten blev en 35-årig mand stukket i halsen med knust glas under firmajulefrokosten.
Skader, der var så alvorlige, at han hurtigt måtte blive overført til traumeafdelingen og gennemgå en akut operation for ikke at miste livet.
Nu er den formodede gerningsmand på 52 år blevet varetægtsfængslet i fire uger efter episoden.
Ifølge anklageren ved Retten i Hjørring blev den forurettede 35-årige mand ramt i halsregionen, blot få millimeter fra halspulsåren.
‘Derfor kan han have været i livsfare. Det er et ret alvorligt legemesangreb,’ fortæller specialanklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg til Nordjyske.
Den blodige hændelse fandt sted ved Vendia Bryghus i Hjørring. Søndag skulle retten forholde sig til, om den sigtede mand skulle varetægtsfængslet. Det blev han som bekendt.
Han nægter sig skyldig i sagen og forklarede, at han skam havde været på stedet, og at han havde drukket mindst ni genstande i løbet af aftenen. Men selve episoden kunne han ikke huske.
‘Han syntes ikke at kunne genkende, at han kunne finde på at gøre sådan noget,’ forklarede anklageren om mandens udsagn ifølge mediet.
Varetægtsfængslingen blev ikke kæret, men den 52-årige mand bad om betænkningstid. Han er ikke kendt af politiet i forvejen, skriver Nordjyske.
Varetægtsfængslingen løber frem til 2. januar, og søndag morgen kunne vagtchefen ved Nordjyllands Politi fortælle, at den 35-årige er uden for livsfare.
Presse-fotos.dk dækkede tidligere søndag det brutale opgør, der var tæt på at koste en mand livet. Det kan du læse mere om her.
Julefrokost endte i kaos: 35-årig måtte akut opereres efter voldsom episode