Streaming udgør 89 procent af musiksalget herhjemme

Selv om der stadig langes flere vinylplader og cd’er over disken i danske musikbutikker, så kan salget ikke hamle op med den vækst, som streamingtjenester oplever herhjemme.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at abonnementsbetalinger til streamingtjenester sidste år udgjorde 89 procent af det samlede musiksalg herhjemme.

Dermed er streamingtjenesternes andel bare fortsat med at vokse siden 2012, hvor de blot udgjorde 26 procent af det samlede salg.

Som nævnt stiger salget af musik på fysiske medier fortsat, efter at det ramte en foreløbig bund i 2020 med en omsætning på 46 millioner kroner.

Den er i 2024 igen vokset til næsten det dobbelte. Helt præcist blev der solgt for 79 millioner kroner cd’er, vinylplader og kassettebånd.

Danmarks Statistiks tal viser også, at der er store generationsforskelle, når det gælder adgangen til musik.

Hvor 81 procent af de 16-24-årige streamer musik mod betaling, gælder det kun 24 procent af de 65-74-årige.

Omvendt er det kun 16 procent af den yngste forbrugergruppe, der hører musik på cd, vinyl eller kassettebånd, mens det gælder for 44 procent af de 65-74-årige.