Angrebene kostede liv.
Natten til mandag har flere regioner i Rusland været udsat for et større ukrainsk angreb.
I alt har Ukraine udført angrebet med 193 droner i 13 forskellige russiske regioner.
34 af de kampdroner havde kurs direkte mod Moskva.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan lyder det fra det russiske forsvarsministerium på tjenesten Telegram. Ifølge ministeriet blev alle dronerne, der fløj mod Moskva, elimineret af russisk luftforsvar.
Dog har de ukrainske droneangreb kostet liv i den russiske region Belgorod. Her er en person blevet dræbt, og 23 er blevet såret efter angrebet.
Situationen er igen stabil i regionen, men der er stadig risiko for yderligere angreb, lyder det fra regionens guvernør, Vjatjeslav Gladkov, på Telegram.
‘Derfor, kære beboere i nærliggende landsbyer, er der allerede foretaget to dør-til-dør-besøg. Lyt venligst til informationen og følg de lokale myndigheders anbefalinger. Vær meget, meget forsigtige,’ skriver guvernøren.
Selvom 34 af dronerne havde kurs mod Moskva, har det dog ikke været nogen umiddelbar succes for Ukraine og Zelenskyj. Det fortæller Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, til B.T.
‘Jeg har svært ved at se, at ukrainernes angreb skulle have nogen gavnlig værdi,’ siger han til mediet.
‘Det er ikke en streg i regningen for Putin, når alle droner bliver skudt ned. Tværtimod viser det, at man netop godt kan beskytte befolkningen.’