Torsdag morgen er der store problemer i myldretidstrafikken, efter et større motorvejsuheld har fundet sted. Både politi og ambulance er ankommet på stedet.
‘Politi og ambulance fremme. Der er fortsat spærret i sydgående retning. Find alternative veje, når du skal sydpå.’
Sådan skriver politiet torsdag morgen på det sociale medie X, efter et stort færdselsuheld har fundet sted på en travl motorvejsstrækning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge TV 2 Nord er der lige nu kilometerlang kø på motorvej E45 fra Aalborg mod Hobro.
Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at der er mellem 10 og 30 minutters forlænget rejsetid, efter uheldet, der skulle være sket mellem afkørsel 31 Støvring S og Himmerland.
På X skrev politiet klokken 07.34, at 4-5 biler var involveret i uheldet, mens begge vognbaner var spærret.
Kort efter klokken 08 lyder det, at der kommer til at være spærret i sydgående retning i noget tid endnu.
‘Foreløbig melding fra vores indsatsleder på uheldsstedet er, at motorvejen er spærret i sydgående retning i hvert fald en halv times tid endnu,’ fremgår det af opslaget på X.
Politikredsen opfordrer derfor bilister til at udvise tålmodighed.
‘Vi gør alt, hvad vi kan, for at åbne så hurtigt som muligt,’ skrives det afslutningsvist.
De nærmere omstændigheder for hændelsen kendes for nuværende ikke, men vi følger sagen og opdaterer, hvis noget nyt kommer frem.
Opdatering klokken 08.53:
På det sociale medie X skriver politiet nu, at motorvejen igen er åbnet, efter det store færdselsuheld har haft lammet strækningen siden omkring klokken 07.30.
‘Tak for tålmodigheden,’ skriver vagtchefen fra Nordjyllands Politi afsluttende.