Onsdag middag er et udrykningskøretøj fra Beredskabsstyrelsen endt i et færdselsuheld i Skagen.
De seneste mange dage har der været mange flere udrykningskøretøjer i Skagen, end vanligt.
Det skyldes ikke ugenummeret vi befinder os i, hvor mange danskere valfarter til den nordjyske by, men derimod en stor plantagebrand, der har pågået siden i mandags.
Onsdag middag er et af de mange udrykningskøretøjer endt i et færdselsuheld tæt på Skagen Havn, da den skulle hente vand.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tidligere på onsdagen opfordrede Nordjyllands Politi alle folk i Skagen til at være opmærksomme på trafikforholdene.
‘Der er mange gæster samt ekstra køretøjer ift. branden tidligere. Så: Kør forsigtigt, følg skiltene og vis hensyn,’ skrev politikredsen på X.
Ikke desto mindre endte et udrykningskøretøj fra Beredskabsstyrelsen i et færdselsuheld.
Billeder fra stedet indikerer, at køretøjet har ramt et sort hegn. Under det afspærrede køretøjets dæk ligger der trærester.
Det er dog endnu ikke meldt officielt ud, hvad der er sket på stedet.
Der er heller ingen melding om personskade i forbindelse med hændelsen.




