Stort SAS-chok: “Vi aner ikke, hvor længe denne situation vil vare”

Flyselskabet er hårdt ramt. Arkivfoto

Der har været et “brændstofchok” i flybranchen, siger SAS-topchefen som begrundelse for aflysninger.

Prisen presser ikke kun danskernes privatøkonomi, men også de store virksomheder.

Det fik tidligere SAS til at melde ud, at de fjernede omkring 300 afgange i marts.

Men nu ser det ud til at blive endnu værre, da flyselskabet aflyser endnu flere afgange.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nu kommer der færre SAS-afgange på skærmen. Ilustrationsfoto

Luftfartsselskabet SAS aflyser mindst 1000 afgange i april på grund af høje brændstofpriser.

Det siger SAS’ topchef, Anko van der Werff, i interview med Børsen og det svenske Dagens Industri.

Det sker, på et tidspunkt hvor selskabet også har øget priser ved at indføre et midlertidigt brændstoftillæg.

Topchefen påpeger, at 1000 aflysninger i april lyder af meget, men at det udgør en mindre del af de samlede flyvninger, da SAS har 7-800 afgange om dagen.

Det vil typisk være flyvninger på kortere ruter med mange afgange, der sløjfes, for eksempel indenrigsflyvninger i Norge. Topchefen regner ikke med rutelukninger.

Derudover er flyvninger til Tel Aviv og Beirut på pause, og en planlagt rute fra København til Dubai i oktober kan blive udskudt, skriver Dagens Industri.

Van der Werff kalder over for Børsen de aktuelle prisstigninger et “brændstofchok”.

– Vi aner ikke, hvor længe denne situation vil vare, så det kan ikke nytte noget at være alt for forhåbningsfulde, siger topchefen.

Siden USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar, er priserne på flybrændstof steget kraftigt.

Ifølge Iata – Den Internationale Luftfartssammenslutning – er prisen, siden angrebene begyndte, steget med 76 procent.

Det er ikke alle aflyste SAS-afgange, der skyldes de højere priser.

Der er ligeledes en strejke i Tyskland, som påvirker afgangene, lyder det fra SAS.

Fra Pilotforbundet i Norge lyder det ifølge NTB, at strandene lønforhandlinger også spiller en rolle, og at der er mangel på piloter.

– Så er det meget belejligt, at SAS kan give olieprisen og krigen i Mellemøsten skylden. De har ikke nået deres mål med lønjusteringerne, og der er en del piloter, der ikke ønsker at arbejde ekstra, siger formand Carl Gilbert Rego.

/ritzau/