Den nye nordiske samarbejde Nordic Ecological Standard har allerede imponeret internationalt. Mindre end et år efter annonceringen af standarden, har initiativet allerede vundet en markant branchepris.
Tilbage i september sidste år kunne Det Danske Filminstitut i fællesskab med filminstitutterne i Norge, Sverige, Finland og Island samt Nordisk Film og TV Fond annoncere en ny fælles standard for børedygtighed i den nordiske filmbranche.
I alt 34 nordiske fonde erklærede i den forbindelse, at de ville rette ind og følge den nye standard, der har fået navnet Nordic Ecological Standard – eller bare NES.
De nordiske landes evne til at løfte i flok for klimaets skyld har tilsyneladende allerede gjort stort indtryk. Initiativet vandt nemlig en markant pris ved årets Global Production Awards.
Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortæstter under billedet)

‘En kæmpe anerkendelse’
Årets Global Production Awards løb af stablen den 18. maj i Cannes.
Her blev det sædvanlige fokus, som ses ved mange prisshows, flyttet væk fra specifikke filmiske værker og over på det arbejde, der foregår bag scenerne for overhovedet at få optagelserne i hus.
NES modtog prisen for Sustainability Initiative, der uddeles til initiativer, som skaber dokumenterbare resultater inden for bæredygtig film- og tv-produktion, lyder det i Filminstituttets pressemeddelelse.
Tine Fischer, der er direktør for Det Danske Filminstitut, glæder sig i høj grad over prisen.
“Det her er en kæmpe anerkendelse af det nordiske samarbejde. Vi er stolte over, at det er lykkedes os at udvikle en fælles standard, som gør bæredygtighed til en integreret del af den måde, vi laver film og tv i Norden. Der er brug for fælles løsninger og konkrete redskaber på tværs af grænser, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling,” siger hun i pressemeddelelsen.
NES søger en mere bæredygtig tilgang til filmproduktion inden for seks indsatsområder og bygger på eksisterende erfaringer fra blandt andet Østrig og Tyskland.
I Danmark har initiativet modtaget opbakning fra Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, DR og TV 2.
Du kan læse mere om NES herunder:
