Stort drama over kvinde: Mand skubbet ned ad trappe

En diskussion mellem to mænd udviklede sig onsdag middag til, at den ene mand blev skubbet ned ad en trappe.

Politiet måtte rykke ud onsdag ved middagstid, efter der var indløbet en anmeldelse.

På stedet var en diskussion mellem to mænd eskaleret på en banegårdsplads, hvilket førte til, at ordensmagten måtte skride til anholdelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag formiddag i deres uddrag af døgnrapporten fra onsdag.

Politikredsen beskriver, at en 44-årig mand fik et skub i brystet, hvilket resulterede i, at han faldt flere trin ned ad en trappe på Banegårdspladsen i Nykøbing.

Klokken 12.42 anholdte man en 47-årig mand for at stå bag – han blev samtidig sigtet for vold.

Ifølge politiet udspillede hændelsen sig på baggrund af uenighed om en kvindelig bekendt.

Den anholdte mand blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt og efterfølgende løsladt klokken 14.08.

Det er ikke oplyst om den 44-årige pådrog sig nogle skader i forbindelse med episoden.

Onsdag eftermiddag spærrede politiet pludselig en motorvej, grundet en ‘politiindsats’. Nu oplyser politiet nyt, blandt andet, at man var til stede med hundepatruljer.