Jonas Vingegaard sluttede sin sæson af med et cykelløb i Japan. Løbet kritiseres af kollegaen Mads Pedersen.
To af Danmarks allerstørste cykelstjerner er kommet i infight, efter Jonas Vingegaard har afsluttet sin cykelsæson med en sejr i løbet Saitama Criterium.
Cykelløbet blev kørt den 9. november i Japan, men Vingegaards sejr står ikke registreret officielle steder. Det skyldes, at løbet ikke er sanktioneret af UCI som et officielt løb.
Derfor var den sportslige værdi heller ikke i højsædet, og det kritiseres af den danske rytter Mads Pedersen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Det er jo så forfærdeligt at se på, for der er ikke engang nogen af rytterne, der prøver at få det til at se ud, som om de kører cykelløb,’ lyder det fra Pedersen i sin podcast ’Lang Distance’.
Formålet med det japanske cykelløb er mest af alt at vise sporten frem i det asiatiske land.
Til Ekstra Bladet modtager Vingegaard dog kritikken med et grin.
‘Det er klart, at det nok ikke er det hårdeste cykelløb derovre. Men der bliver da stadigvæk kørt til, og det er ikke altid lige nemt,’ siger Vingegaard til mediet.
Den danske stjerne kalder i samme ombæring turen og løbet for ‘en god oplevelse’.