Der blev uddelt knytnæveslag til højre og venstre.
Lørdag opstod der gevaldig tumult, da to grupperinger endte i et større slagsmål foran en bar.
Her skulle en kvinde blandt andet have pandet en mand omkuld, så han endte med at slå baghovedet ned i asfalten.
Op til ti andre personer var desuden indblandet i slagsmålet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fortæller TV2 Nord, der havde en mand på stedet, som overværede, at der blev uddelt knytnæveslag til højre og venstre.
Nordjyllands Politi bekræfter til mediet, at de kørte ud efter melding om slagsmål foran Promenaden, der ligger på Kastetvej i Aalborg Vestby.
‘Da vi nåede frem, var der helt mennesketomt, og der var ingen, der ønskede at rette henvendelse til os,’ siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, til mediet.
Politiet ved derfor ikke, hvem der var impliceret i sagen, og de er heller ikke klar over, om der var nogen, som kom til skade.