Stormen Amy er gået i land: Følg udviklingen her

Stormen Amy raser i Kattegat

Stormen Amy, som tyskerne kalder Detlef, blev navngivet den 1. oktober 2025 og er nu trådt ind over landet som en kraftig efterårsstorm.

Amy vil ramme store dele af både Skandinavien og Nordvesteuropa og Danmark er ingen undtagelse.

DMI havde allerede fredag aften sendt gule varsler ud for både kraftig vind og regn i næsten hele landet, efterhånden som Amy bevæger sig tættere på.

Flere steder i Danmark har vinden nu taget så meget til, at den officielt betegnes som storm.

Ved Blåvandshuk Fyr har måleinstrumenterne registreret over 25 meter i sekundet, og ved Røsnæs Fyr har vindstyrken rundet omkring 26,5 meter i sekundet oplyser TV2.

Det er vindhastigheder, der kan mærkes, og det kan de især langs kysterne, hvor bølgerne nu rejser sig højt under presset fra stormen Amy.

(Artiklen forsætter under billedet)

Flere togafgange aflyst mellem Nyborg og Korsør

Broer lukker og færger aflyser

Allerede nu advarer Sund & Bælt om meget kraftig blæst over Storebælt, som kan gøre kørslen farlig.

Førere af køretøjer der er særligt følsomme over for vind som campingvogne, trailere og lette varebiler, opfordres lige nu til at udvise ekstra forsigtighed.

Samtidig er påhængskøretøjer under 2,5 tons allerede forbudt at køre over broen og de forventer at det ændre sig i løbet af dagen.

Samtidig skriver Sund & Bælt, at der er risiko for, at Storebæltsbroen må lukke helt, hvis vindstyrken fortsætter med at stige.

Øresundsbroen skriver således: Vi forventer kraftig blæst i løbet af morgenen d. 4 oktober. Hvis middelvinden når op til 25m/s, så lukker Øresundsbron af sikkerhedsmæssige årsager for vejtrafikken. 

Også på vandet skaber stormen problemer.

Sundbusserne mellem Helsingør og Helsingborg har helt indstillet færgedriften. Det er dog endnu muligt at benytte Øresundlinjen.

Værre er det for dem som skal med Bornholmerlinjen, da de har aflyst flere afgange i løbet af lørdagen og indført restriktioner på de resterende sejladser.

Alt tyder på, at trafikken over både bro og hav bliver kraftigt påvirket, indtil stormen har passeret landet.

Presse-fotos.dk følger stormens rasen igennem hele dagen.