Store problemer lige nu: Indkalder kriseledelse og aflyser operationer

Der er lige nu store problemer med at logge ind på Sundhedsplatformen. Operationer bliver udskudt som følge af problemet.

“En del brugere” kan torsdag opleve problemer med at logge ind på Sundhedsplatformen.

Det skyldes driftsproblemer, oplyser Region Hovedstaden.

– Vi arbejder på at finde en løsning, lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ifølge regionen er det kun hospitaler i Region Hovedstaden, der er påvirket.

Man ved endnu ikke, hvad problemerne skyldes, eller præcis hvor mange der er berørt, da det ikke er alle medarbejdere, der oplever problemer.

Men driftsforstyrrelserne har torsdag fået Nordsjællands Hospital i Hillerød til at aflyse alle ikke-akutte operationer.

Det skriver TV 2, der har set en intern meddelelse fra hospitalet. Det fremgår desuden, at kriseledelsen er indkaldt, lyder det.

Det bekræfter Region Hovedstaden over for Ritzau.

Der er umiddelbart ingen tidshorisont for, hvornår problemerne forventes at være løst, lyder det.

Sundhedsplatformen er patientjournalen i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der i 2027 bliver til Region Østdanmark.

Platformen er altså det it-system, som sundhedsmedarbejdere bruger til at få overblik over patienters sygdomsforløb.

Medarbejderne kan her få svar på blandt andet blodprøver, scanninger og røntgenbilleder.

Sundhedsplatformen blev indført på alle sygehuse og hospitaler i de to regioner tilbage i 2017.

Det er dog kun den ene af de to, der torsdag oplever driftsproblemer.

Patienter kan selv tilgå deres journaler gennem Min Sundhedsplatform, der både findes som app og som hjemmeside.

Regionen har ansvaret for Rigshospitalet samt hospitalerne i Herlev, Gentofte, Bispebjerg, Frederikssund, Helsingør, Hillerød, Hvidovre og på Amager, Frederiksberg og Bornholm.

/ritzau/

En 54-årig mand, der har boet i Danmark i 30 år, er nu blevet udvist for de skrækkelige ting, han har udsat en lille pige for.