Store afspærringer ved togstation: 21-årig er kommet slemt til skade

Torsdag aften er politiet til stede med flere køretøjer omkring en station. Betjente har opsat afspærring uden for stationen og på stationen. Politiet oplyser til Presse-fotos.dk, at en ung mand er kommet slemt til skade.

‘De snakker om, at der ligger blod på bagsiden af stationen.’

Sådan lyder det torsdag aften fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der er til stede ved en station, hvor politiet har opsat store afspærringer.

Det er nogle af politiets betjente, som ifølge den udsendte tidligere har talt om blod i området.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet har siden tidligt torsdag aften arbejdet på stedet – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Til stedet er der rekvireret fire politikøretøjer, herunder en indsatslederbil og en reaktionspatrulje.

Sidstnævnte er en type patrulje, hvor betjentene har gennemgået en særlig uddannelse. Styrken er ofte at finde ved eksempelvis skudepisoder, bandekonflikter og farlige anholdelser.

Billeder fra Stationsvej ved Ølstykke Station viser en større gruppe politifolk, der befinder sig ved politiets indsatslederbil.

Se også
Da offeret fik masken af indså hun hvad hun var blevet udsat for

‘Han er kommet slemt til skade’

Til Presse-fotos.dk fortæller Flemming Christiansen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, at man omkring klokken 17.45 fik et alarmopkald, der fik politiet til at rykke ud.

“Vi undersøger et voldeligt overfald, så vi har afspærret området og undersøger med hunde,” oplyser vagtchefen, der tilføjer, at området ved stationen betegnes som et formodet gerningssted.

Ifølge vagtchefen ved man dog på nuværende tidspunkt ikke så meget om hændelsen.

“Vi har en forurettet, der har været udsat for et overfald. Han kan ikke huske noget, så vi er ved at få videomateriale fra området,” lyder det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses nogle af de tilkaldte betjente.

Den forurettede er en 21-årig mand. Han er blevet kørt til undersøgelse på Rigshospitalet.

“Han er ikke i kritisk tilstand, men er kommet slemt til skade,” forklarer Flemming Christiansen om offerets tilstand.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke meget at gå ud fra i forhold til at finde en gerningsperson, men man sikrer spor på stedet.

På trods af afspærringerne burde politiets tilstedeværelse ikke have indflydelse på togtrafikken, forklarer vagtchefen afslutningsvist.

Presse-fotos.dk følger sagen og opdaterer, hvis noget nyt kommer frem.